Gnarls Barkley

De tog røven på både pladekøbere og anmeldere for to år siden med megahittet ‘Crazy’ og albummet ‘St. Elsewhere’. Ingen havde set det komme, og ingen forstod helt hvordan Gnarls Barkleys skizofrene og sjælesøgende vanvidssoul kunne lyse op og ramme et behov, der fik træbenet til at vippe på os alle.

Det umage par formår ikke at tage pusten fra en på helt samme måde med opfølgeren, ‘The Odd Couple’. Duoen strikker på ny et særegent kludetæppe af farvestrålende og frelste toner sammen med finurlige og farlige hjernevrid, som Cee-Lo Green crooner ud med sin gennemtrængende soulrøst.

Pladen indledes med den ambivalente ‘Charity Case’, hvis lystigt klingende rytmebund står i stærk kontrast til den maniodepressive tekst, hvor Cee-Lo glider ud og ind af rollen som frivillig hjælper og ufrivillig patient: »I don’t understand how I’m so understanding / I guess that’s all I can be / how are you, I think I can help / but I can’t help myself«.

Og så er det vel helt på plads, at han på den efterfølgende ‘Who’s Gonna Save My Soul’, ledsaget af et retrosløvt soulbeat, konstaterer: »Gettin’ high cause I feel so low down / and maybe it’s a little selfish, all I have is the memory / who’s gonna save my soul now?«

Jo, vi er igen ude i en øvelse med spaltet soul, hvor grænsen mellem sind(syge) og virkelighed er udvisket, og hvor skæv leg er reglen snarere end undtagelsen. Den disciplin kræver ikke alene musikalsk opfindsomhed men også melodisk mangfoldighed.

Det mestrede Gnarls Barkley til fulde på debutskiven, men kun til dels på ‘The Odd Couple’. Overraskelseseffekten udebliver på den lange bane, lige som hitbaskeren mangler. Men for at blive i det splittede univers, så kan man vel også nøjes med godt håndværk og enkelte skøre genistreger.