Ugens bedste sneaker-nyheder – Posty x Crocs, klimahensyn og ruminspiration

Vi hjælper dig til at få overblik over ugens mange nye lanceringer og colorways fra sneaker-verdenen.
Ugens bedste sneaker-nyheder – Posty x Crocs, klimahensyn og ruminspiration

Flere pigge fra Nike og Off-White

Den har været teaset længe, og nu følger Waffle Racer så op på den nyligt lancerede Vapor Street-silhuet, når Nike og Off-White fortsætter samarbejdet den 12. december. Virkemidlerne er de samme som forgængeren med det gennemsigtige ekstramateriale på overdelen, det dobbelte snøresystem og piggene på sålen.


Så bliver det spændende at se, om de tre colorways klarer det bedre end Vapor Streets ditto, som altså stadig kan købes i Nikes webshop, hvilket er nyt for samarbejdet, der startede med ‘The Ten’ og hurtigt har kunne melde udsolgt på hvert release siden. Naked har startet deres raffle, som lukker den 10. december.

Palace hiker med Reebok

Året har blandt andet budt på en trail-klar Salomon- og en fitnesspræget Reebok-model fra Palace, og nu er det engelske skatemærke så klar med et nyt Reebok-samarbejder, som nærmest kombinerer de to. Med deres bud på OG Workout blander de nemlig aerobic-looket med en hike-klar sål – og skarpe farver på tre colorways (blå, gul og rød). De er alle til salg hos Palace for 865 kroner.

Amok i Yeezy-land

Rygtebørsen havde lidt afsløret, at Yeezy ville gå i ren julestemning i december, og der var åbenbart noget om snakken. Nu er en ‘Carbon Blue’-colorway af Yeezy Boost 700 nemlig på vej. Nakeds raffle kører frem til fredag den 13. december. Den koster 2.300 kroner.


Først lander de ny gummisandaler dog, som er klar til at klæde hele familien på til camping-chill – i en douche farvenuance efter eget valg. De skulle blive sat til salg i dag hos Yeezy Supply.


Og når du er derinde, så vil du nok også se, at der er en re-release på vej af Yeezy Boost 380 ‘Alien’ på vej den 12. december. Modellen med den markante Boost-sål med selvlysende overtræk kommer også til salg hos Sneakersnstuff, hvor den er sat til at koste 1.799 kroner.


Okay, hvis du ikke har fået Yeezy nok, så kan du hoppe over til Browns, der har fået et sygt samarbejde med kunstneren Dan Life på hylderne. Han har lavet smykker og Swarovski-dækkede versioner af hypede sneakers som netop Yeezy Boost 700 og Balenciagas Triple S. Men ja, det kommer til at koste dig 57.500 kroner, hvis du vil krystalklædte Yeezys. Tjek hele samarbejdet ud hos Browns, hvis du har den slags penge liggende og flyde.

Diors showstjælende sneakers

Det var godt nok Air Dior, der stjal overskrifterne, da Kim Jones afslørede sit bud på Air Jordan 1 i en luksusversion tidligere på ugen, men faktisk inkluderede catwalk-showet også Shawn Stussys grafiske logo og blomsterdesign på et par af Diors B23-model.


Sneakeren, der stjæler mange af de samme veksler som Converse Chuck Taylor, er altså udsmykket med det design, som Stüssy-grundlæggeren havde lavet til lejligheden og som dækkede hele catwalken. Skoene kommer nok også først til salg i april, hvor Nike-samarbejdet også lander.

Adidas laver UltraBoost af plastikaffald

Genbrugsplast fra have og kystområder er blevet en meget brugt ressource i bæredygtighedens navn. Det har Adidas vist flere gang, og nu gør de det igen med deres 2020-version af UltraBoost-modellen. Her inkluderer overdelens Primeknit genbrugsplast, ligesom brandets Tailored Fibre Placement-teknologi (TFP) er brugt. Den danner syninger hen over hver enkel millimeter for at yde optimal fastlåsning og stabilitet. Adidas har seks colorways til salg for 1.499 kroner.

Post Malone er klar med endnu en Crocs

Crocs har lavet stærke marketingtræk de seneste par år, og et af dem er altså deres samarbejde med Post Malone. Et samarbejde der nu resulterer i endnu en sandal, som rapperen lægger navn til. Mens deres første collab satte fokus på print og pins, så man kunne costumize ens sandaler, så låner det nye fra tidens tekniske detaljer med stropper og et hægte. Sneakersnstuff sætter dem til salg den 10. december for 549 kroner.

Reebok tager miljøansvar på sig

I et forsøg på at bruge mindre petroleumbaseret plastik er Reebok i gang med at lave Forever Floatride GROW, der inkluderer plantebaserede materialer. Skoen er altså en mere bæredygtig opdatering af Floatride Energy.

Overdelen er lavet af blandt andet eukalyptustræfibre, mens mellemsålen inkluderer tropeplanten kristpalme. Den slidstærke gummisål er lavet af rigtige gummitræer. Skoen forventes først at komme i salg i efteråret 2020, mens den er en del af Reeboks plan om at fjerne alt ny polyester fra deres materialebrug.

Nike finder igen inspiration i rummet

Fascinationen af rummet og NASA har længe været en del af modebilledet. Nu har Nike lavet en version af den seneste Air Max-sneaker, 720’eren, som har fået den mundrette titel MX-720-818. Nike forestiller sig eftersigende, hvordan vores fodtøj kunne se ud, hvis vi boede på Mars, og overdelens puff-look med de mange syninger er inspireret af rumdragter, mens den store luftpude fuldender looket. Sneakersnstuff sætter modellen, der også kommer i en brun variant, til salg den 13. december for 1.749 kroner.

Nike finder populær colorway frem

Dunk Low ‘Viotech’ udkom første gang i 2002 eksklusivt i Japan, men er siden blevet en favorit blandt sneaker-fans. Den har været genudgivet et par gange tidligere, og den 10. december er Nike klar med et nyt genoptryk, når den farverige colorway vender tilbage igen. Naked har åbnet deres raffle, som slutter på søndag, før skoen lander på tirsdag den 10. december. Skoen koster 800 kroner.

Magasin laver flot Adidas-samarbejde

032c er efterhånden lige så kendt for deres tøjdesign, som for det magasin, de startede med at lave. Det beviser de igen med deres bud på FYW S-97 Salvation, hvis enkle farveskala sætter fokus på detaljer som snøresystemet og den anderledes udvendige pløs. Julien Fashion har modellen til salg for 1.450 kroner.

Læs også: Dior skruede op for streetwear-koderne – viste Stüssy- og Air Jordan-samarbejder på catwalken

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af