White Hinterland

Den blot 22-årige amerikanske sangerinde Casey Dienel, der debuterede i 2006 med albummet ‘Wind-Up Canary’, er nu tilbage under synonymet White Hinterland. Gennem ni små fortællinger om alt fra krig, fred, sladder og blod, viser Dienel et utrolig talent og overskud som en garvet rotte på linje med Joni Mitchell, Alice Coltrane og Carol King. Førstnævntes stemme er i øvrigt skræmmende identisk med Dienels.

Musikalsk bevæger vi os rundt i jazzen, bluesen og poppen ud fra et mere eller mindre indie-orienteret perspektiv. Omdrejningspunktet for Dienel er et eldrevet klaver, der akkompagnerer hendes vokal strålende. Det ledsages af diverse blæsere og strygere, der er med til at male hele foretagendet i skrøbelige, smertefulde og ikke mindst forløsende farver.

Dienel har noget på hjertet og udover sin tydelige, musikalske begavelse et hjerte for poesi, hvilket er med til at gøre hendes tekster til interessante bekendtskaber. Musikalsk kunne det det dog være dejligt med et par numre, der skilte sig en anelse mere ud.

Pladen er meget sammenhængende, hvilket jo ikke burde være et problem, men det kommer her til at virke en anelse søvndyssende, da vi i forvejen bevæger os i et roligt univers. Jeg mangler pejlemærker og forhindringer undervejs, før dette album for alvor kan finde hvile under huden og i mit hjerte.