Friendly Fires

Hør hele albummet HER.

På debutalbummet fra 2008 viste Friendly Fires med deres über-funky basgange, galopperende koklokker, brusende shoegaze-synths og kæmpe hooks fra frontmand Ed Macfarlane, at man ikke behøver komme fra New York og være signet på DFA for at få indie-folket til at svinge hofterne og kaste hænderne ekstatisk i vejret.

Nu er bandet klar til at fortsætte festen på album nummer to, og det med en lyd der om noget er endnu større end sidst. Festen er denne gang rykket fra natklubbens dansegulv og ud på Rio de Janeiros gader. Fra neonfarvet funk og disco til fluorescerende samba og karneval. Lyden er dog stadig umiskendeligt Friendly Fires med travl rytmebund, detaljemættet produktion og Ed Macfarlanes spændstige vokal, der løfter samtlige omkvæd op i de højere luftlag.

Halvvejs inde i albummet føles det som endnu en fuldbyrdet triumf for Friendly Fires. Men så sætter trætheden desværre ind. Alle numre er sovset ind i piblende synthflader, og det bliver problematisk over et helt album. Ingen tvivl om at briterne har brugt enormt lang tid på at få det hele til at lyde top lækkert, men de overdoserer desværre virkemidlerne, og så bliver man som lytter udmattet af al den ornamenterede vellyd.

‘Pala’ er med andre ord en bombastisk flødeskumskage med masser af sirupsmættede eksotiske frugter. Den smager fortræffeligt, men pas på med at spise den hele på en gang.