KOMMENTAR. Er det muligt at beholde sit eget personlige udtryk, når man skal indgå i så legendarisk og traditionsrig en institution som James Bond-universet? Jah, hvis man hedder Billie Eilish, så er det intet problem.
Det seneste års tid er Eilish blevet et vaskeægte popkulturelt fænomen, og efter Grammy-succes og Oscar-optræden er vi nu landet ved næste milepæl i den blot 18-årige kunstners karriere: Titelsangen til den kommende James Bond-film. Og det er altså en opgave, som på flere planer bliver løst eksemplarisk.
’No Time to Die’ lyder som en Billie Eilish-sang. Den er stille, hviskende, dyster, intim. Men samtidig indeholder bror Finneas’ produktion masser af klassiske Bond-elementer, der har karakter af homage – der er en respekt for den ædle sammenhæng, søskendeparret nu indgår i.
Og det er netop denne symbiose, der gør Eilishs Bond-tema til en succes. Sangen forener det bedste fra to verdener, fusionerer det klassiske med det moderne, uden at hverken 18-årige Billie eller næsten 60-årige Bond mister noget af sig selv i processen.
Billie Eilishs popunivers har ganske enkelt fået smoking på.
Vi har at gøre med den måske mest underspillede og afdæmpede Bond-sang til dato. Vi bevæger os i samme intensitetsniveau som Eilish-sange som ’Xanny’, ’When the Party’s Over’ og ’I Love You’, og det er jo på sin vis minimalismen, der råder. Noget, der som sådan ikke plejer at spille sammen med Bond-universets pomp og pragt, hvor der normalt er glitter på kjolen og champagne i glasset.
Selve teksten skal også nævnes. For selv om Eilish (ud fra traileren) formentlig synger om Bonds forhold til den åbenbart lidt for hemmelighedsfulde Madeleine Swann, så kunne teksten være om hvem som helst. Ikke nødvendigvis verdens mest kendte agent. Det handler om svig og løgne, og tager man selve titlen ud af teksten, kunne det lige så godt have været en ’almindelig’ Eilish-sang.
Eilish synger heller ikke hjertet ud som Shirley Bassey, Tina Turner eller Adele før hende; på ’No Time to Die’ holder hun sig (indtil den mageløse vokalafslutning) til sit hviskeleje, og selve produktionen og Eilishs brug af sin stemme er i sidste ende det, der gør, at vi helt og holdent har at gøre med en Billie Eilish-sang. Og begge dele er på hver sin måde et progressivt tiltag i den aldrende agent-franchise.
Men ’No Time to Die’ holder sideløbende med sin nyskabelse inden for Bond-universet fast i nogle traditioner.
Klaveret til en start. Og hør bare de der helt klassiske Bond-horn, der bryder ind efter et minut. For ikke at tale om den afsluttende guitarpassage, der efter alt at dømme bliver leveret af Johnny Marr. Det er rendyrket homage.
Oven i de her elementer har vi så strygerne. Det der orkestrale schwung, som løfter nummeret op i de højere luftlag. De starter afventende, men omkring halvvejs kommer orkesteret ind. Og så er der altså ikke et øje tørt.
Vi er kommet til sangens hemmelige våben: Hans Zimmer.
Jeg elsker Zimmer. Tyskeren er i manges øjne filmmusikkens svar på ekstra flødeskum (men har i virkeligheden 100 forskellige tangenter at spille på), og efter et afbud blev han i starten af året hevet ind for at lave soundtracket til ’No Time to Die’.
Han har hjulpet til på Billie Eilishs titelsang og sammen med Matt Dunkley stået for de orkestrale arrangementer. Det kan høres, for hvis der er noget, Zimmer excellerer i, så er det at få noget til at lyde stort. Og presserende.
Og det er det, han tilføjer ’No Time to Die’. Han får en ’lille’ og intim popsang til at lyde grandios og fyldig. Det er ikke fordi, de orkestrale elementer fylder det hele – modsat mange tidligere Bond-sange – men de er essentielle for denne her symbiose. Strygerne lyder på ingen måde som fremmedelementer i Eilish-universet, men knytter samtidig det hele an til Bond-universet. Smart, ikke?
’No Time to Die’ udfordrer traditionen med Bond-sange. Men den husker stadig, hvilken sammenhæng, den indgår i. Den eksisterer ikke for at bryde traditionen ned, den giver den et puf i en mere moderne retning. Så alle de unge Billie Eilish-fans også kan begynde at bekymre sig om en gammel superagent – og ja, marketingsmæssigt er det jo intet mindre end et genialt træk.
Nogle puritanere vil måske mene, at ’No Time to Die’ mangler noget af den storslåede pondus, der har gjort eksempelvis Shirley Basseys ’Diamonds Are Forever’ og Adeles’ Skyfall’ til nogle af de bedste Bond-sange nogensinde. Jeg kan godt forstå pointen, og hvis endelig det skal blive en konkurrence – og det er der altså tradition for, når det kommer til Bond-sange – så synes jeg da heller ikke på stående fod, at ’No Time to Die’ rammer helt samme ikoniske niveau som for eksempel de to ovenstående klassikere.
Men Billie Eilishs James Bond-sang er mere en stille revolution. Den viser, at traditioner kan gradbøjes. Og den viser nyskabelse på et tidspunkt, hvor én Bond-æra når sin afslutning med Daniel Craigs sidste rundtur med licens til at dræbe.
For en uges tid siden var Billie Eilish på scenen til Oscar-showet for at synge. Det ville undre mig meget, hvis hun om et års tid ikke skal på scenen for at hente sin helt egen statuette.