Magnetic Fields

Stephin Merritt er bedst, når han skriver sange til Magnetic Fields, som er båret af et enten intellektuelt eller klangligt koncept. Det første kom smukt til udtryk på den populærmusikalske milepæl ’69 Love Songs’, der var lige præcis, hvad titlen sagde, nemlig hele 69 sange om kærlighedens kantede karakter. Den klangkonceptuelle side af newyorkerens begavelse har derimod kunnet høres på ‘The Charm of the Highway Strip’, som var ét langt favntag med country-genrens formsprog.

Det nye album fra Merritts lydværksted hører til i sidstnævnte kategori, idet hans klaver denne gang konsekvent er placeret klods op ad forstærkeren med en distortion-effekt til følge, der ikke står tilbage for legendariske The Jesus And Mary Chain. Og ‘Distortion’ er faktisk på højde med det bedste fra de sonisk susende skotter, hvilket i høj grad skyldes den kuldslåede magi, der opstår i mødet mellem klaverets, celloens og guitarernes forvrængede sound og så de skiftevist tyggegummi- og kammerpoppede melodier.

De betagende, ofte Phil Spector’ske lydbilleder forsires af Claudia Gonsons vokal, der – som på ’69 Love Songs’ – føjer en sart skønhed til, som er meget svær at få nok af. Sådan er det også, når Merritt lægger sin evigt livstrætte baryton på sporene, og samlet set er albummet således den sortromantiske indie-popplade, The Raveonettes kun kan drømme om at lave. Fortrinligt.