Efter at have ladet sine fans tørste i flere år, vendte Lil Uzi Vert i sidste uge tilbage med det skelsættende album ‘Eternal Atake’.
Der var i forvejen rigeligt at dykke ned i med albummets 18 sange (inklusive bonustracks), men nu har Uzi udgivet en deluxe-udgave med 14 nye numre. Det kalder rapperen i hvert fald selv denne her ekstraudgivelse, men i virkeligheden er der vel nærmest tale om et helt nyt album, der de facto gør ‘Eternal Atake’ til et dobbeltalbum.
De nye sange, har Uzi bekræftet, er også en selvstændig toer til 2016-mixtapet ‘Lil Uzi Vert vs. The World’ – hvilket også kan ses i titlen ‘Eternal Atake (Deluxe) – LUV vs. The World 2’.
Der er også – i modsætning til det originale album – en række gæster på de her nye numre. Blandt andet Future, Chief Keef, 21 Savage og hele to gange Young Thug.