Den engelske musikfestival Glastonbury aflyses grundet Corona – hvad betyder det for Roskilde Festival?

Den engelske musikfestival Glastonbury aflyses grundet Corona – hvad betyder det for Roskilde Festival?
Kendrick Lamar. (Foto: Kevin Winter/Getty Images for Coachella)

For en uge siden udbyggede Glastonbury deres program i stor stil med blandt andre Kendrick Lamar som headliner – nu har den britiske festival aflyst årets arrangement, der var planlagt til 24.-28. juni, grundet coronavirusset.

Glastonbury havde i 2019 135.000 betalende gæster og er altså en af verdens største og mest traditionsrige festivaler. De skulle i år have fejret 50-års jubilæum med navne som Paul McCartney, Taylor Swift, Kendrick Lamar, Robyn, FKA Twigs og Diana Ross på plakaten.

»Vi håber inderligt, at situationen i England vil være forbedret voldsomt i slutningen af juni. Men selv om den er det, er vi ikke længere i stand til at bruge de næste tre måneder med tusinder af crewmedlemmer her på farmen til at hjælpe os med det enorme job, det er at bygge den infrastruktur, som er nødvendig for at byde mere end 200.000 mennesker velkommen til en midlertidig by på disse marker«, skriver Glastonbury.

Hvad betyder dette for Roskilde Festival? Det er ikke til at sige endnu, men der er flere lighedspunkter mellem de to festivaler.

De er begge gigantiske med over 100.000 mennesker på festivalpladsen. Glastonbury ligger blot en uge før Roskilde Festival. De bygger begge en mindre by op fra grunden hvert år. Hovednavne som Kendrick Lamar, Taylor Swift og FKA Twigs går igen.

Vil Glastonbury danne præcedens for Roskilde Festival, som den har så meget tilfælles med? Og ja, det samme gælder jo andre danske festivaler som Heartland, NorthSide og Tinderbox.

NorthSide og Tinderbox har begge inden for det seneste døgn skrevet på sociale medier, at de fortsætter med planlægningen af årets festival.

Det samme skrev Roskilde Festival 12. marts i en længere artikel om corona.

Vi har kontaktet Roskilde Festival for en kommentar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af