Nardwuar
Hvis du vil se interviews med dine yndlingsmusikere, er der et overflødighedshorn af muligheder på YouTube, men ingen kan hamle op med Nardwuar the Human Serviette. Den canadiske mediepersonlighed har lavet interviews til radio og tv siden 80’erne, men i den digitale tidsalder er YouTube blevet den primære platform for hans uortodokse samtaler med musikere af alle slags.
Der er tre ting, der gør, at Nardwuars interviews er noget for sig. Først og fremmest er der hans overentusiastiske, quirky personlighed. Det er, som om han er trådt ud af en tegnefilm og er begejstret for alt, der sker for ham.
Dertil overdynger han sine gæster med gaver. Oftest aparte, obskure vinyler og merchandise, der har en eller anden langt ude tilknytning til musikeren, han interviewer. Det er altid underholdende at se musikerne reagere på at få tildelt sådan nogle artefakter.
Det mest overvældende ved Nardwuars stil er dog hans helt vanvittige grad af research. Mangt en musiker er blevet blæst godt og grundigt omkuld af, hvor meget Nardwuar ved – til tider graver han info frem om musikerne, der er så esoterisk, at musikerne skal tænke over det i noget tid, inden de selv bliver klar over, hvad han snakker om. Lil Uzi Vert er endda blevet så skræmt over hans viden, at rapperen flygtede fra sit interview. To gange.
Det er ikke uden grund, at fans joker med, at Nardwuar skulle have fodret info om Drake til Kendrick under de to rapperes nylige beef.
Mic The Snare
Bag YouTube-kanalen Mic The Snare finder vi Nick Canovas. En uddannet lydtekniker, der har mange tanker om musik som både som en branche og en kunstform.
Canovas’ største styrke er, at han er ualmindeligt velreflekteret og vidende, samtidig med at han er dejligt uprætentiøs og har en charmerende humor. ‘Deep Discog Dive’, en af hans flagskibsserier, går ganske enkelt ud på, at han i hver video dykker ned i en kunstners oeuvre fra ende til anden – og man bliver behandlet med samme grundighed, uanset om man hedder Maroon 5 eller Queen, Pitbull eller Fleetwood Mac.
Hans bedste, men også mest omfattende videoserie – der er så omfattende, at han kun har lavet tre afsnit – er hans lister over musik, der definerede bestemte årtier. Man kan dårligt få et bedre crash course i 1990’ernes, 2000’ernes eller 2010’ernes musikhistorie end hans videoer om de årtier.
Men noget af det smukkeste ved Mic The Snare er, hvor meget Canovas bare har på hjerte, uden at han behøver at presse det ned i et fast format. Hvis han føler for at modargumentere Jacob Collier-kritikere, diskutere vigtigheden af karaktergivning i musikanmeldelser eller afprøve en måned uden musikstreaming, så gør han det – og det resulterer i en af YouTubes mest varierede og konsekvent forfriskende musikformidlere.
Spectrum Pulse/Billboard Breakdown
Mark Grondin står bag to YouTube-kanaler. På sidekanalen ‘Billboard Breakdown’ gennemgår han hver uge op- og nedturene i Billboards Hot 100-hitliste, og han dykker grundigt ned i årsagerne til de forskellige sanges hitlisteplaceringer og laver små anmeldelser af de nye tilføjelser.
Den viden om hitlister tager han også med sig til sin hovedkanal, Spectrum Pulse, hvor hans bevidsthed om aktuelle musiktendenser skinner tydeligt igennem. Samtidig er han enormt dygtig til at diskutere værker ud fra de større samtaler, de skriver sig selv ind i – se eksempelvis hans store anmeldelser af Taylor Swifts ‘The Tortured Poets Society’ eller Beyoncés ‘Cowboy Carter’.
I tråd med dette laver Grondin af og til større videoessays. Der er ikke mange af dem, men de er til gengæld nogle af de skarpeste videoessays om musik, du finder på platformen. Han bringer sit a-game, uanset om emnet er at adskille kunsten fra kunstneren, hvordan Justin Timberlake forholder sig til klasse og coolness eller en to timer lang analyse af, hvad bro-countrys indflydelse har været på branchen.
Han laver dog også til tider nogle helt korte, knap så samfundsdiagnosticerende anmeldelser, hvis der er værker, der ikke giver mening at bruge flere minutter på, og de anmeldelser kan man finde på Shorts-sektionen af hans kanal. Her er han klar i mælet og afsindigt dygtig til at indkapsle sine holdninger på ingen tid.
Dev Limes
Dev Lemons er en relativt succesfuld alternativ popmusiker, men når hun ikke udgiver musik, driver hun en YouTube-kanal ved navn Dev Limes (get it?). Her giver hun sit besyv med om aktuelle musiknyheder, eller også dykker hun ned i musikalske fænomener og tendenser, der fascinerer hende – alt sammen leveret med en dejligt kaotisk Generation Z-energi, hvor man aldrig ved, hvad der venter om hjørnet.
Apropos kaos: Dev Limes har for nylig ramt en guldåre, hvor hendes erfaringer fra producerstolen også kommer i spil. Hun er nemlig begyndt at lave videoer, hvor hun prøver at genskabe kendte sange på sin computer, mens den er på mute, og hun derfor ret beset ikke kan høre, hvad hun laver. Det resulterer som regel i meget underholdende mareridtsudgaver af de sange, hun tager under behandling – men man kan faktisk lære ret meget om musikproduktion.
Hvis man ikke kan få nok af Dev Limes, kan hendes tidligere kanal SongPsych også anbefales. Videoerne fra dengang er mere scriptede, mere snappy og mere kompakte, men kanalen har været tavs i over et år.
Todd in the Shadows
Todd Nathanson sidder i profil i mørket bag sit klaver. Her kører han tre faste serier: ‘Pop Song Reviews’, ‘One Hit Wonderland’ og ‘Trainwreckords’. Hver serie har sit hovedfokus, men alle tre har det til fælles, at de eminent blander humor, information og kritik.
I den ældste af disse serier, ‘Pop Song Reviews’, kigger han på aktuelle sange fra hitlisterne. Da Nathanson for over ti år siden startede serien, lavede han udelukkende negative anmeldelser – som en slags musikalsk pendant til ‘The Angry Video Game Nerd’. Han har dog med årene udviklet serien i sin helt egen retning, og han er blevet mere nuanceret, analytisk og alvorlig, som årene er gået. Men humoren fylder afgjort stadig meget.
‘One Hit Wonderland’ er den musikalske skatkiste, du ikke vidste, du havde brug for. Her kigger Nathanson på kunstnere, der kun er kendt for én sang – men han undersøger deres karriere i sin helhed, hvorfra han diskuterer, hvorfor det aldrig blev til mere end det ene radiohit. Det er dybt underholdende musikarkæologiske udgravninger. At lære om, hvor mange gange Carl Douglas prøvede at genskabe magien fra ‘Kung Fu Fighing’, er for eksempel noget af en oplevelse.
‘Trainwreckords’ er ligeledes historisk orienteret. Her kigger han på album, der praktisk taget formåede at dræbe kunstnerens karriere. Om det er Robin Thickes pinlige efterfølger til ‘Blurred Lines’, Run-DMC’s forsøg på at overvinde nu-metal-publikummet eller Metallicas legendariske fiasko ‘St. Anger’ kigger han udførligt på, hvad det var, der gik galt. Han formår at formidle katastrofale album, så de rent faktisk bliver medrivende – som var de tragedier af proportioner.
Adam Neely
Hvis du er den mindste smule interesseret i musikteori, har YouTube et væld af videoskabere, der kan komme dig til undsætning. Og hvis man kun skal se én af dem, er det absolut Adam Neely.
Neely formår at være fængslende, uanset om man er ekspert eller novice, for han er ekspert i både visuelt og mundtligt at formidle, så alt både er forståeligt og interessant. Han finder ofte en særligt sjov vinkel til at formidle sit stof. Hans videoer kan handle om så finurlige emner som hvorvidt AI vil være i stand til at jamme, eller hvorvidt musik har en hastighedsbegrænstning, men der er også rum til at tage aktuelle emner op såsom plagiat-retssager. Til tider gør han sig også i større historiske videoer såsom hans mesterlige udlægning af musikteoris racistiske historie.
Hvis du vil lære at forstå noget specifikt, kan du desuden altid stille ham et spørgsmål via sociale medier. Så kan det være, at han besvarer dig i sin faste serie ‘Q+A’. Hver video i denne serie tager fat på en håndfuld interessante musikrelaterede spørgsmål, der kan besvares relativt hurtigt, hvert afsnit er derfor en solid infodump, hvor man på blot 10 minutter kan blive markant klogere på alskens musikalske emner.
Slutteligt skal det nævnes, at Neely selvfølgelig også laver musik selv. Han er bassist i jazzgrupperne Aberdeen og Sungazer, der begge er stærkt anbefalelsesværdige, og fra tid til anden deler han insider-erfaringer fra turnélivet på sin kanal.
TheNeedleDrop/Fantano
Vi slutter af med den største musikformidler på YouTube – hvis ikke den største i verden? Anthony Fantano står bag kanalerne TheNeedleDrop og Fantano, og ifølge ham selv er han internettets travleste musiknørd. Vi er villige til at give ham ret.
Hans primære output er albumanmeldelser, som man finder på TheNeedleDrop-kanalen. Han er ualmindeligt skarp i sin argumentation, og uanset om man er enig med ham eller ej, forlader man som regel hans videoer med en klarere forståelse for det perspektiv, han repræsenterer.
Fantano sætter sig altid virkelig grundigt ind i det, han snakker om – hvilket blot gør det endnu mere imponerende, at han spænder så vidt i forhold til genrer. Han anmelder både avantgardejazz, metalcore, mainstreampop, indiefolk, IDM, traprap, mathrock og alt derimellem. Både megastjerner og undergrundsfænomener bliver dækket, og kunstnere som Chong the Nomad, Brockhampton, Death Grips og Rina Sawayama kan formentlig takke Fantano for en stor del af deres tidlige succes.
På hans anden kanal, Fantano, kan man finde en række andre, mere løst strukturerede videoer om musik. Flagskibsserien er ‘Let’s Argue’, hvor han besvarer hot takes, som hans fans sender ind. Men Fantano-kanalen er også befolket af blandt andet interviews, sanganmeldelser, hans holdninger til nyheder fra musikkens verden og alskens små refleksioner.
Anthony Fantano har altid en holdning klar, og han er umådeligt god til at udtrykke den. Der er mange albumanmeldere på YouTube, men han er helt klart den dygtigste.