‘Krudttønden’s biografliv blev ødelagt af corona – nu kommer den på streaming

‘Krudttønden’s biografliv blev ødelagt af corona – nu kommer den på streaming
Nikolaj Coster-Waldau i 'Krudttønden'. (Foto: Christian Geisnæs)

Ole Christian Madsens ‘Krudttønden’ om det danske terrorangreb i 2015 er den danske film, der er kommet mest i klemme på grund af den aktuelle biograflukning.

Filmen fik premiere blot én uge, før samfundet lukkede ned, og den nåede således kun at sælge 15.000 billetter. Og mens andre film blot har kunnet udskyde deres premierer, vil det blive rigtigt svært for en film, der allerede har haft premiere med alt, hvad dertil hører af marketing og presse, at genopfinde sig selv som biograffilm på den anden side af krisen.

Derfor har selskabet bag, SF Studios, nu besluttet at lade ‘Krudttønden’ gå på streaming fra 9. april på tjenester som Viaplay og Blockbuster. Ligesom vi har set med for eksempel ‘The Hunt’ og ‘Bloodshot’, vil det være i en såkaldt premium video-on-demand-løsning, hvor filmen nok vil koste i omegnen af 150 kroner at leje.

Det er ganske usædvanligt, at en dansk biograffilm rammer streamingtjenesterne så hurtigt efter premieren – normalt skal der gå fire måneder – og Frederik Juul fra SF Studios understreger da også i en pressemeddelelse, at det er et særtilfælde.

»Vi har siden lukningen af biograferne arbejdet på en løsning, som medførte, at ‘Krudttønden’ kunne blive tilgængelig på de digitale platforme, nu livet i biograferne blev så kort. Hele filmbranchen står i en ulyksalig situation, som kræver, at vi tænker alternativt«, siger han.

»Men jeg vil gerne på det kraftigste understrege, at dette tiltag på INGEN måde er udtryk for, at vi – under normale omstændigheder – har et ønske om at fravige den normalt praktiserede holdback periode på 122 dage, som der normalt går fra en film har premiere i biograferne, til den må udkomme på digitale platforme«.

Læs vores anmeldelse af ‘Krudttønden’ her.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af