1. Tyler, The Creator feat. Rex Orange County & Anna of the North ‘Boredom’
Ikke alene handler denne ‘Flower Boy’-skæring om kedsomhed. Den har også en dejligt behagelig soulinstrumentation, der gør den perfekt at lytte til, mens man intet foretager sig.
Tyler, The Creator er dog ikke tilfreds med intet at foretage sig. Han vil gerne lave noget spændende, men han har svært ved at finde noget, der rent faktisk er interessant at kaste sig ud i. Han bruger sin tid på at kigge på sin telefon, få noget at spise, eller at stirre op i loftet. Selv hans venner keder ham – og selve kedsomheden ender derfor med at være hans bedste ven.
Tyler ville ønske, at verden ville byde ham noget engagerende at lave. Men mulighederne åbner sig aldrig for ham. I en tid, hvor fester, koncerter, fitnesscentre, biografture og museumsbesøg er udelukkede, vækker ‘Boredom’ derfor mere genklang end nogensinde før.
2. Big Star ‘In the Street’
Kultbandet Big Star har et mere ambivalent forhold til hverdagens rutiner. For mens livet som teenager i 70’erne selvfølgelig kunne være en kende ensformigt, var det netop gennem denne trivielle hverdag, at fællesskaber blev dannet.
Man mærker en vis komfort, når Chris Bell synger »not a thing to do, but talk to you«. Men hans stemme udtrykker også en længsel efter noget mere end blot at gøre det samme med vennerne hver uge. Når han synger »wish we had a joint so bad« kan man mærke en desperation efter blot den mindste rus i en hverdag præget af gentagelser.
Big Star lagde fundamentet for mangt et indieband, da de som nogle af de første brugte rockmusikkens virkemidler til at vise, at teenageres tilværelse er mere kompleks end blot kærlighed og rebelske impulser – og med ‘In the Street’ fik de kommunikeret, at en stor del af ungdommen bliver brugt på at kede sig.
3. FKA Twigs ‘Daybed’
Musikkens verden er ikke fattig på sange om depression. Emnet er således et væsentligt omdrejningspunkt for FKA Twigs’ mesterlige 2019-album ‘Magdalene’, og på én sang derfra viser hun, hvad der sker, når depression og kedsomhed mødes.
På ‘Daybed’ ligger FKA Twigs på sengen hele dagen uden at foretage sig noget. Hun keder sig – men endnu værre mangler hun motivationen til at rejse sig. Hendes depression skaber en ond spiral af kedsomhed, hvor hun inderligt ville ønske, at hun rejste sig og gjorde et eller andet aktivt. Men hun kan simpelthen ikke få sig selv til det.
De andre sange på denne liste viser kedsomhed som noget frustrerende, noget altomfavnende, eller endda noget berigende. Men ‘Daybed’ er den eneste, der går så langt, at den viser kedsomhed som noget grumt. Kedsomheden gør Twigs mere deprimeret, og depressionen gør blot, at hun keder sig mere – der er ingen afvigelse fra dette mønster i sigte.
4. Ariana Grande ‘Break Up With Your Girlfriend, I’m Bored’
Denne post-breakup-sang fra ‘Thank U, Next’ er den totale antitese til den reflekterede tone, Grande lagde for dagen på albummets titelnummer.
Mange breakup-sange udtrykker bruddet, som at man pludselig vinder frihed. Men Grande anerkender her, at det altså kan være virkelig kedeligt pludselig at være single; at gå fra at være sammen med sin kæreste hver eneste dag til pludselig at gå alene, alt imens man ser par over det hele – og måske par, hvor man virkelig godt kunne tænke sig et hookup med den ene af parterne, selv om man inderst inde ved, at det ikke er i orden.
5. Green Day ‘Longview’
Det er svært at kede sig i selskab med Mike Dirnts mesterlige basgang på ‘Longview’. Forsanger Billie Joe Armstrong formår alligevel at gøre det, når han beskriver alle de små ting, han gør for at få tiden til at gå.
Det, der gør ‘Longview’ til en ganske eminent skildring af kedsomhedens kvaler, er detaljegraden. Man kan nærmest se hver eneste linje udspille sig for øjnene af sig. Om det er at zappe mellem uinteressante tv-kanaler, trille tommelfingre eller at pille ved velcro, blot for at høre lyden af det – man har været der før selv.
Ligesom med FKA Twigs er Armstrongs største fjende hans motivation. Han vil egentlig gerne gøre noget mere interessant end blot at stirre på sin telefon, som ingen ringer til. Men realiteten er, at det kræver et niveau af initiativ, som han ikke besidder den pågældende dag.
6. Sleaford Mods ‘Tied Up in Nottz’
Hvad er verdens kedeligste by? Punkgruppen Sleaford Mods mener, at Nottingham er et godt bud. Eller som forsanger (eller forsnakker, for at være mere præcis) Jason Williamson kalder byen: »Nottz, with a Z, you cunt«.
Nottingham er lige så kulturforladt, som var man ude på bøhlandet, men lige så fyldt med slum, som befandt man sig i en ghetto. Lugten af pis, lyden af inoffensiv 80’er-rock (udtrykt genialt som »It’s ‘The Final Countdown’ by fuckin’ Journey«) og synet af billige kiosker er simpelthen det mest uinspirerende syn, man kan tænke sig.
Williamson har dog alligevel tilbragt en stor del af sit liv der, og det var da også i Nottingham, at han dannede Sleaford Mods i sin tid. Men det føltes som at sidde fast i midten af ingenting.
Sangen slutter med, at Williamson opfordrer til optøjer. Sandsynligvis ikke kun fordi, han som arbejderklasseforkæmper mener, at det er på sin rette plads – men nok også fordi optøjer ville føre en smule spænding til den stillestående by.
7. Ramones ‘I Wanna Be Sedated’
»Twenty-twenty-twenty four hours to go«. Ja, mange af os ville nok i disse tider juble, hvis vi vidste, at der kun var 24 timer til en koncert, men da Joey Ramone skrev ‘I Wanna Be Sedated’ i 1977, var det uudholdelig lang tid at foretage sig ingenting.
Ramone havde svært ved at kontrollere sig, da han ved juletid besøgte London for at give koncert, for hele byen havde julelukket. Han manglede noget til at berolige ham. Forhåbentlig noget lidt sundere end det, han foreslår i gruppens anden store kedsomheds-anthem, ‘Now I Wanna Sniff Some Glue’.
Selv Johnny Ramones guitarsolo emmer af kedsomhed. Jovist, Ramones var aldrig ligefrem et progband, men soloen her er bogstaveligt talt bare én tone igen og igen. Dovenskaben længe leve.
8. Otis Redding ‘(Sittin’ On) The Dock of the Bay’
Men vi skal altså også huske, at det i de rette doser kan være rart at kede sig. Otis Redding indspillede kort inden sin død den ultimative ode til at lave ingenting.
Bare at sidde, helt alene, mens man kigger på skibe, kan være dejligt beroligende. Især for fortælleren i sangen, der har forladt sit hjem og har svært ved at mærke viljen til at leve videre. Verdens gang fortsætter, og han har intet at foretage sig – men at sidde her på havnen giver ham en tiltrængt ro i sjælen.
Denne sang er delvist bygget over Reddings eget liv, og han skrev da også sangen på en husbåd. Mens denne ene sang selvfølgelig ikke betyder, at kedsomhed altid er en velsignelse, så kan den minde os om, at der er tidspunkter, hvor det er nødvendigt at koble af og blot iagttage sin stilfærdige omverden.