’Mrs. America’: Feministkampen raser aktuelt i ny serie med vanvittig stjerneparade

’Mrs. America’: Feministkampen raser aktuelt i ny serie med vanvittig stjerneparade
Cate Blanchett i 'Mrs. America'. (Foto: Sabrina Lantos/FX)

»Min fordel er, at feministerne tror, slaget er afgjort. De forventer ikke en kamp«, siger antifeministen Phyllis Schlafly til sin mand, Fred.

»Din anden fordel er, at ingen kan lide feminister. Ikke engang de liberale«, svarer han. 

Phyllis griner hjerteligt. »Det er sandt. De er ikke spor sjove«.

Denne replikudveksling kunne lige så godt have foregået i dag, hvor 43 procent af danskerne i en Megafon-måling sidste år svarede, at kampen for ligestilling er gået for vidt. Og selvom det med kendisser som Emma Watson, Reese Witherspoon og Beyoncé i front er blevet mere moderne at være feminist i dag end for 10 år siden, er det at erklære sig som feminist altså ikke noget, man som kvinde scorer på i byen, skulle jeg hilse og sige.

Scenen fra miniserien ‘Mrs. America’ udspiller sig dog tilbage i 1972, hvor kønskampen var på sit højeste under feminismens anden bølge. Her er mange diskussioner deprimerende nok stadig aktuelle: Blandt andet om retten til fri abort, omsorgsfeminisme og intersektionalitet – anerkendelsen af den dobbelte diskrimination, som ikke-hvide kvinder oplever.

Serien følger to fronter af kvinder: Feministerne og antifeministerne, der slås over noget så usexet som et forslag om en tilføjelse til USA’s forfatning om at forbyde kønsdiskrimination i lovgivningen – den såkaldte Equal Rights Amendment, forkortet ERA.

Vores primære hovedperson og antiheltinde er Phyllis Schlafly (Cate Blanchett), der ved seriens start i 1971 optræder som konservativ sikkerhedspolitisk ekspert og pønser på at stille op til Kongressen for republikanerne, selvom hun har forsøgt før. Som serien udlægger hendes udvikling, er det ironisk nok hendes mandlige partifællers sexisme, der leder hende til at droppe udenrigspolitik og i stedet positionere sig på »kvindeemner«. »Jeg er aldrig blevet diskrimineret«, siger hun til et rum fuld af mænd, hvorefter de beder hende tage notater fra mødet, fordi hun nok har den pæneste håndskrift.

Rose Byrne som Gloria Steinem i ‘Mrs. America’.

Herefter stifter hun sammen med en gruppe andre konservative kvinder græsrodsbevægelsen »STOP ERA«, (som står for »Stop Taking away Our Privileges«) der argumenterer for, at kvinders plads er i hjemmet som de naturlige omsorgspersoner. Kvinderne er blandt andet bange for kønsneutrale toiletter, at få frataget hustrubidrag, så deres mænd ikke har ansvar for at forsørge dem, og at kvinder får værnepligt. Med et Trump’sk forhold til fakta puster intelligente Schlafly til frygten og manipulerer nemt med både sine kvindelige undersåtter, mandlige politikere, der er til fals for hjemmebagt brød, og medierne.

Serien sår tvivl om, hvorvidt Schlafly overhovedet tror på synspunkterne, eller hun bare er en opportunist, der har fundet en niche, hvor hun kan udøve magt. Ligesom den påpeger ironien i, at Schlafly, der er gift med en succesfuld advokat (John Slattery) og er mor til seks børn, advokerer for husmoderrollen, samtidig med at hun reelt arbejder fuld tid som aktivist. Og i øvrigt keder sig røven ud, når de andre kvinder i gruppen begynder at tale om bagning.

Det er et interessant perspektiv – som dog ikke er mere originalt, end at blandt andet journalist og aktivist Gloria Steinem fremlagde det allerede dengang. Og efter serien har slået pointen fast allerede i første afsnit, har den ikke meget andet overraskende at fortælle om Schlafly i de efterfølgende.

Sideløbende følger vi en gruppe af tidens mest berømte feminister: Gloria Steinem (Rose Byrne), Betty Friedan (Tracey Ullman), der skrev den banebrydende feministiske bog ‘Farvel kvindesag?’ i 1963, kongresmedlemmerne Bella Abzug (Margo Martindale) og Shirley Chisholm (Uzo Aduba) og aktivist Jill Ruckelshaus (Elizabeth Banks). De stifter det såkaldte National Women’s Political Caucus, der støtter kvindelige kandidater, kæmper for at få tilføjelsen mod kønsdiskrimination gennemført og lobbyer for at få de mandlige kandidater til at arbejde for at legalisere abort.

Uzo Aduba som Shirley Chisholm i ‘Mrs. America’.

Hvert afsnit fokuserer på én karakter, og særligt det tredje afsnit med Shirley Chisholm i centrum er spændende i sin diskussion af feministernes negligering af andre end hvide middelklassekvinder. Chisholm stiller op som præsidentkandidat som den første sorte kvinde, men opbakningen fra de andre feminister smuldrer hurtigt, da de i stedet går efter »en samlende kandidat« (det lyder bekendt). Heller ikke partiets sorte mænd kan hun regne med – de føler, at hun mere er en »kvindekandidat« end en »sort kandidat«. »Ser jeg ikke sort ud?« spørger hun rasende og nægter at trække sig. Uzo Aduba er fremragende i sin første store rolle siden ‘Crazy Eyes’ i ‘Orange Is the New Black’.

Generelt er skuespillet virkelig godt og rollerne ekstremt velcastet og -stylet. Fra elegante og overlegne Blanchett til Rose Byrne, der ligner Steinem på en prik med sit lange hippiehår og solbriller, og Tracey Ullmans bitre og sørgmodige Friedan, der føler sig tilsidesat i en bevægelse, hun ser sig selv som moder af. Også Sarah Paulson, Melanie Lynskey, James Marsden og Jeanne Tripplehorne glimrer i stjerneparaden.

Serien er skabt af Dahvi Waller, som blandt andet har været forfatter på ‘Mad Men’ og ‘Halt and Catch Fire’. I ‘Mrs. America’ demonstrerer hun samme overlegne overblik og sans for historiske detaljer, og serien har en tårnhøj produktionsværdi.

Karaktergalleriet er dog næsten for stort og sagen for kompliceret til miniserieformatet. Ud fra de første tre afsnit, jeg har set, savner jeg både at komme mere i dybden med de enkelte karakterer og at få en grundigere introduktion til de politiske kampe. Man bliver ikke holdt i hånden, og serien føles indimellem som en lidt hård historietime.

Til gengæld er det en væsentlig og spændende af slagsen.


Kort sagt:
Cate Blanchett og Rose Byrne fører an i en vanvittig stjerneparade på hver sin side af den feministiske kamp i 1970’erne, som stadig er yderst aktuel – men hav gerne Wikipedia parat til denne velkomponerede, men også lidt overvældende historietime.

Anmeldt på baggrund af tre afsnit.

'Mrs. America'. Serie. Hovedforfatter: Dahvi Waller. Medvirkende: Cate Blanchett, Rose Byrne, Uzo Aduba, Tracey Ullman, Sarah Paulson, John Slattery, James Marsden, Jeanne Tripplehorne. Spilletid: 6 afsnit á ca. 45 min. Premiere: Kan ses på HBO Nordic.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af