I hvad der er blevet beskrevet som en semiselvbiografisk serie, spiller komikeren Ramy Youssef en version af sig selv, der bor med sin søster (May Calamawy) og sin egyptiske far og mor i New Jersey.
Det lyder måske normalt nok, man Ramy lever lidt af en dilemmapræget tilværelse som ærkeamerikaner og muslim, i et post 9/11 samfund, hvor han som kulturelt splittet person ofte kaster sig ud i en ængstelig søgen efter klarhed. For hvor passer han egentlig ind i USA, som egyptisk indvandrer, der nogle gange er langt fra velkommen?
Første sæson om Ramy og hans familie blæste vores anmelder komplet bagover og ryddet bordet med seks stjerner til serien, vi ikke vidste, at vi manglede.
Og nu står produktionsselskabet A24 og det oprindelige hold bag ’Ramy’ klar med anden sæson om komikerens muslimske coming of age-forviklinger, skrevet af hovedpersonen selv.
Udover det gamle cast gør den dobbelte Oscar-vinder Mahershala Ali (’True Detective’, ‘Green Book’, ‘Moonlight’) også serien selskab, når han dukker op som Ramys fætter – der vil gøre sit bedste for at få Ramy tilbage på sporet ved at sende den unge muslim ud på en indre, spirituel rejse.
‘Ramy’ sæson 2 får premiere på C More 19. juni.