I 2018 kårede vi ‘Sharp Objects’-stjernen Eliza Scanlen til et af årets mest markante skuespillergennembrud. Nu er det 21-årige stortalent langt om længe klar med en af sine første roller siden da.
I debutinstruktøren Shannon Murphys coming of age-perle ‘Babyteeth’ spiller Scanlen den 16-årige teenager Milla, der forsøger at komme igennem high school-hverdagen i Australien, mens hun kæmper med en kræftdiagnose.
Hendes sygdomstilværelse tager en markant drejning, da hun møder Moses (Toby Wallace), en ung, rodløs kriminel, der sælger stoffer i sin fritid og hustler sig gennem tilværelsen, som hun hurtigt knytter et stærkt bånd til.
Snart må hendes hårdtprøvede forældre, spillet af fantastiske Ben Mendelsoghn og Essie Davis, sætte alle regler for godt forældreskab over styr, da de inviterer Moses ind i deres hjem, så Milla kan sige farvel til livet i godt selskab.
Vi så filmen ved premiere på Venedig Film Festival sidste år og roste især den dynamiske skuespillerkvartet, der balancerer komik og tragedie på fornem vis.
‘Babyteeth’ er planlagt til dansk biografpremiere 24. september.