Martyn

»Don’t you know that we’re just extensions of you? Don’t you know that we’re just inventions of you?« messer Spaceape på ‘Love and Machines’, åbningsnummeret på Martyns andet album. Inden du vender øjne af endnu en romantiserende technofuturist, så træk lige vejret. Her er ingen banaliteter, ingen dystopi og ingen billige tricks.

Hvor ‘Great Lengths’ fra 2009 lagde sig i slipstrømmen af de britiske baseksplosioner, trækker ‘Ghost People’ på lige dele berlinerhåndværk og Detroit-historie. Det gør dog ikke albummet til en festskive. Om det er den nye bopæl i Washington, der gør udslaget, skal være usagt, men trods flere dansable øjeblikke har størstedelen af albummet nok i sig selv. Det gør ikke musikken svær at forstå, nærmere svær at komme ind på livet af, når Martyn komprimerer sine produktioner til en kerne af industriel house. Vel at mærke en velskabt en af slagsen.

Har du haft 2562 og Zombys seneste plader i høj rotation, vil ‘Ghost People’ være en glimrende tilføjelse til pladesamlingen. Albummet kræver mere koncentration end førstnævnte og mindre tålmodighed end sidstnævnte, og det du investerer i opmærksom lytning, får du mere end rigeligt igen. Fra de bølgende synthflader på ‘Popgun’ til titelnummerets insisterende prikken er det et album, der ikke føler behov for at skrive sig ind i historiebøgerne, men gør sig helt udemærket lige her og nu.