I podcasten The Treatment formulerede talkshowvært James Corden engang en teori om, at der findes to slags skuespillere: Rumvæsener og mennesker.
Rumvæsener er de skuespillere, hvor man kigger på deres overjordiske præstationer og siger: Hvordan gør de det? Som Tilda Swinton og Daniel Day-Lewis.
Menneskerne er dem, hvor man derimod tænker: De afspejler altid mig deroppe på lærredet, os almindelige dødelige. Som Tom Hanks eller Philip Seymour Hoffman.
Mark Ruffalo er et af tidens ypperligste eksemplarer i den sidstnævnte kategori. Med sine underspillede, ofte småmumlende portrætter af uperfekte hverdagsmennesker er han indbegrebet af den amerikanske gennemsnitsmand: Charmerende, fejlbarlige, sårbare –sommetider drevet af en dedikation, der slår over i sygelig besættelse. Det er netop hans nørdede, uanseelige side, der skaber perfekt dualisme i hans Bruce Banner/Hulk-inkarnation i Marvel-universet.
Ruffalo kommer fra et arbejderhjem i Wisconsin. I 2008 blev hans bror Scotty myrdet af en stadig ukendt gerningsmand – en tragedie, der fik Mark til at tage en pause fra skuespillet.
I dag er den 52-årige skuespiller en større stjerne end nogensinde. Både kendt som superhelt og for sin veltunede sans for kvalitetsprojekter. Men også bare netop med en aura af en type, der kender til alle de problemer, almindelige folk uden for Hollywood-boblen dealer med.
Den tredobbelt Oscar-nominerede Ruffalo er aktuel i den sortsynede HBO-miniserie ’I Know This Much is True’, hvor han på imponerende vis spiller et tvillingepar, hvoraf den ene er psykisk syg og den anden bærer rundt på en dybt traumatisk fortid. Selvom serien næsten er for hård og deprimerende kost, er Ruffalos dobbelte sjælegranskning beundringsværdig.
Hans største præstationer skal dog stadig findes på film. Her er de fem højdepunkter.
‘You Can Count on Me’
Mark Ruffalo har et særligt forhold til den fænomenale instruktør Kenneth Lonergan (’Manchester by the Sea’), som han har meget at takke for. En dengang ukendt Ruffalo høstede roser for sin rolle i Lonergans teaterstykke ’This Is Our Youth’ allerede i 1996, og hans store gennembrud kom i instruktørens filmdebut, den dybt rørende ’You Can Count on Me’.
Ruffalo og Laura Linney spiller Terry og Sammy, der mistede deres forældre i en bilulykke, da de var børn. Som voksen lever Terry et rodløst liv med fængselsophold og gæld. Han opsøger efter mange år søsteren, da han mangler penge – og begynder at knytte et særligt bånd til søsterens søn, spillet af Rory Culkin.
Allerede her er konturerne til den typiske Ruffalo-rolle tegnet op: Ofte vildt irriterende og selvdestruktiv, men samtidig såre og bevægende menneskelig. Den lille, men meget roste independent-film gjorde Ruffalo til et attraktivt skuespillernavn i Hollywood.
En skandale er det, at ’You Can Count on Me’ ikke kan findes på en gængs dansk streamingtjeneste. Den kan dog fanges på amerikansk iTunes.
’Zodiac’
At Ruffalo excellerer i karakterer med tunnelsyn, på godt og ondt, kan man få forvisning om i David Finchers ’Zodiac’ og Tom McCarthys Oscar-vinder ’Spotlight’. I sidstnævnte er han i sit es som en af de determinerede graverjournalister, der forsøger at afdække katolske præsters seksuelle overgreb på børn i Boston og omegn. Og i førstnævnte spiller han en politiefterforsker, der farer vild i sagen om den sagnomspundne Zodiac-morder.
Begge roller viser, hvor meget Ruffalo kan få ud af lidt. Ingen af filmene vægter karakternes personlige historier særligt højt, men Ruffalo fylder dem alligevel med tyngde gennem kropssprog, diktion og handlinger alene. Hans grånende ansigt og ludende mimik fortæller en historie i sig selv. Og selv når han går for langt, er man med ham.
Kan ses på Blockbuster.
’The Kids Are Alright’
Ruffalo er i røvhulshjørnet i Lisa Chodolenkos mere end fine film om et lesbisk ægtepar, Nic og Jules, hvis døtre i smug opsøger deres biologiske far. Ind i billedet træder Ruffalos Paul, en cool-fyrs-handyman-type med charme, motorcykel og lækkert hår. Hans entré skaber splid i familien, og Ruffalo rammer en svær balance, hvor man sagtens forstå, hvilken effekt han har på både børn og Jules, men samtidig gennemskuer hans egoistiske behov for at være patriark i en familie, der slet ikke er hans.
Kan ses på Blockbuster.
’Foxcatcher’
Mark Ruffalo var i sine highschool-år en ferm bryder, og det kom ham til gode i Bennett Millers knugende ’Foxcatcher’ baseret på en virkelig historie om rigmanden John E. du Ponts (Steve Carells) forsøg på at skabe USA’s bedste brydehold. Channing Tatums Mark Schulz føler sig overset på grund af storebror Dave Schultz (Ruffalo), der til at begynde med er ham overlegen i ringen. Da de begge tilslutter sig du Ponts Team Foxcatcher, ser Dave sin bror forsvinde i rigmandens manipulationer.
Ruffalo er det menneskelige hjerte, den opofrende mand, der vil gøre alt for at beskytte sin lillebror. Hans ofre gør det desto sværere at bære, når det tragiske klimaks indtræffer.
Kan ses på Blockbuster.
’Begin Again’
Ruffalo skruer for alvor charmen på i John Carneys undervurderede romcom ’Begin Again’, hvor han spiller en tidligere pladeselskabsboss, der kæmper for at forblive relevant i musikbranchen – og efter en dødsdruktur opdager den talentfulde unge musiker Gretta James (Keira Knightley). De indgår et frugtbart partnerskab, men det viser sig også, at de vil forskellige ting med musikken, og Ruffalo brillerer igen på en knivsæg mellem enerverende narcissisme og smittende oprigtighed.
Rollen som falleret musikboss kunne nemt have strandet i en kliché, men Ruffalo gør, hvad han gør bedst: Han forvandler de konturerer af mennesker, han har skullet udfylde gennem karrieren, til mennesker af kød og blod.
Kan ses på Netflix og Blockbuster.