Joe Henry

Joe Henry har cv’et i orden. Han har produceret for blandt andre Elvis Costello, Solomon Burke og Madonna, hvis søster den 46-årige amerikanske sanger i øvrigt er lykkelig gift med. Dertil kommer Joe Henrys egen soloproduktion, hvor han efterhånden har været hele vejen rundt, lige fra alternativ country til space-pop, og som her, soul’ede cigaret-ballader, der fremføres med tilrøget taktfuldhed, stor elegance og en upåklagelig musikalitet.

Joe Henrys tiende soloalbum er et underspillet, reflektivt og helhjertet værk, der svæver i de højere luftlag mellem jazz, soul og country. Uden egentlig at være nogle af delene. I stilfuldt selskab med Van Dyke Parks, Loudon Wainwright III og jazz-guitaristen Bill Frissell, er Joe Henrys nasale vrængen, hvor meget den end måtte minde os om en ung Tom Waits, som skabt til disse svigefulde og politisk indignerede soul-sange, der tør være sentimentale uden at synke ned i den evindelige blændende selvmedlidenhed.

‘Civilians’ holder et fantastisk højt niveau fra ende til anden, og selvom de små hår i nakken for alvor dirrer, når de dæmpede strygere og guitarer sætter ind i ‘Our Song’ og ‘Parker’s Mood’, er helheden alligevel for enestående til, at man med rettighed kan fokusere på enkelte sange, uanset hvor helt igennem gribende en sang som ‘Wave’ end måtte være. Med ‘Civilians’ har Joe Henry skabt årets store mesterværk, og det er tilmed en af de få plader, der gør livet en lille smule smukkere.