A.A. Bondy

Efterårsblæsten hvisker blidt til trætte, hule knogler. Solen er lav. Nætterne eroderer sig ind på dagene. Og savner du et lydspor til at akkompagnere skønheden i alt dette forfald, så dvæl lige ved A.A. Bondys tredje album et øjeblik. Den tidligere frontmand for grungerockbandet Verbena befinder sig i solo-mode et sted mellem The Black Heart Processions infrasort-synede americana og Red House Painters’ skønhedssøgende slowcore tilsat et strejf country.

Fraregnet åbneren ‘The Heart Is Willing’s støt knoklende, hypnotiske dødemands-trommer og oktavbas er det langsomt-brændende, intenst hjerteknugende og hjemsøgt ‘minimalicana’ i en dis af rumklang – enkelt, prunkløst og funktionelt som et shaker-møbel – hjulpet af Beck-produceren Rob Schnapfs nøgne, glasklare lyd.

Håb afveksler udmarvet modløshed på albummet og giver god variation til hjerter, der måske ikke kan holde til så megen dysterhed på en gang. Gode eksempler på de kontraster, Bondys simple sange trods alt rummer henover albummet, er de dejligt lyse sukker-suk ‘Surfer King’ og ‘Drmz’ sat op mod de skærende midnatssorte kulklumper ‘Skull & Bones’ og ‘The Twist’.

Det er en alene-om-natten skive til hovedtelefonerne og undertegnede skal tilbage til Cat Powers ‘The Greatest’ for at finde noget, der har bjergtaget og forført mig på samme måde. ‘Believers’ er en stilfærdig triumf: Et stort lille album, der fortjener massiv ros og som kun mister pusten nærmest unævneværdigt til sidst, hvor det gletsjerdrøje søvngængertempo dykker yderligere mod nulpunktet. Jeg indrømmer det gladeligt: Jeg har et lille mancrush kørende på A.A. Bondy efter at have lagt øre til det her.