Traileren til ‘The Kissing Booth 2’ lover mere sukkersød romance

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er naturligvis grænser for, hvor mange gange man kan bruge corona og kedsomhed som undskyldning for at stene halvdårligt Netflix-indhold.

Men streamingtjenestens kommende efterfølger til kæmpesuccesen ’The Kissing Booth’ passer så perfekt ind blandt Netflix’ sukkersøde romcom-originals, at man jo nærmest bliver nødt til at se med.

Toeren til teen-dramaet om pigen Shelly (Joey King), der åbner en kysse-stand for at samle penge ind til sin highschool, fortsætter, hvor den første slap:

Elle og hendes barndomsven, den flotte Lee (Joel Courtney), er i fuld gang med at afslutte deres sidste skoleår med topkarakterer, så de begge kan blive optaget på Berkely-universitetet – sådan som de altid har lovet hinanden.

Problemet er bare, at Elles kæreste (Jacob Elordi), som hun i etteren kæmpede en brag kamp for at få fingrene i, allerede er i gang med at studere på Harvard, som ligger i den modsatte ende af landet. Og selvom Elle hårdnakket holder fast i, at de ikke kommer til at slå op, så ser det sort ud for deres forhold, hvis Elle ikke også vælger at studere på Harvard. For »et break-up sker jo nærmest automatik, når man har forskellige postnumre«.

Netflix er ikke de mest meddelsomme, når det kommer til tal og statistikker for brugernes film- og serievaner, men trods tænderskærende dårlige anmeldelser har Netflix offentliggjort, at ’The Kissing Booth’ blev en af streamingtjenestens største succeser i 2018. Og en efterfølger har derfor været uundgåelig.

Filmene er baseret på bogserien af samme navn af Beth Reekles. I ’The Kissing Booth 2’ vender forfatter og instruktør fra den foregående film, Vince Marcello, tilbage.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af