Roly Porter

Man kan roligt sige, at Roly Porter har skiftet spor efter sit arbejde i dubstep-duoen Vex’d. Bassen og beatene er blevet langt på hylden til fordel for et eksperimenterende album, der bevæger sig mellem ambient, støj og moderne klassisk musik.

Porter har med andre ord taget skridtet ind i en af den elektroniske musiks sværeste områder. Her er det den store kompositoriske armbevægelse der tæller, ikke komplicerede beats eller en catchy bas. Det viser sig imidlertid, at Porter har et fremragende talent for komposition.

Lydbilledet er præget af en gennemgående distortion, der danner en (selvsagt) disharmonisk, ildevarslende forgrund, der heldigvis aldrig bliver enerverende. I mellemgrunden skaber programmerede, rytmiske komponenter en flakkende uro, mens strygerne ligger som en rørende og harmonisk baggrund.

Hør f.eks. nummeret ‘Corrin’, hvor nervøsiteten i elektronikken og harmonien i strygerne skaber en sublim spænding. Det vækker minder om den amerikanske komponist Charles Ives’ geniale stykke ‘The Unanswered Question’ fra 1906 (hør det på youtube). Her summer de mest gribende strygerakkorder hypnotisk i baggrunden, mens blæsere forstyrrer roen og harmonien forrest i lyden.

Sammenligningen med Ives er ikke langt ude. Store dele af ‘Aftertime’ når en kompositorisk frihed og præcision, der især er fremelsket i den klassiske musik. Og det er vidunderligt at høre en musiker, som tør den form uden at støtte sig for meget til ambienttraditionen. Man kun håbe på mere fra denne skuffe.