Kano

22-årige Kane Robinson har i sandhed noget at lave op til. Hans nye album er opfølgeren til debuten, som blev en overraskende anmeldersucces, og så kommer det i kølvandet på de to kolleger/konkurrenter Dizzee Rascal og Wileys fine skiver tidligere på året.

I sammenligning med de to adskiller Kano sig ved i højere grad at se ud over grime-genrens stoisk snævre næsetip og orientere sig mod den toneangivende amerikanske hiphop-scene. Den tendens fortsætter – eller rettere forværres – på dette udspil, der i grove træk byder på poppede og polerede produktioner, som finder sit råstof i r’n’b og crunk frem for UK garage og drum’n’bass.

Mellem de storladne stryger-arrangementer, forpinte pianoloops og leflende omkvæd fylder Kanos ubesværede og troværdige blanding af skarp cockney slang og jamaicansk patois heldigvis stadig noget. Det lette flow og de personlige tekster er albummets største aktiver sammen med den Gorillaz-agtige ‘Feel Free’, hvor både Damon Albarn og et børnekor nynner med over det lystige staccato-beat.

Men ærlig talt, så er der indholdsmæssigt ikke meget mere at hente end andre ord, der siger det samme som på debuten. Og i det ufarlige miks skærer den politisk stuerene ‘Fight the Nation’, den kluntede ‘Me & My Microphone’ og den usmagelige ‘Bad Boy’ i øregangen, inden den selvmodsigende ‘This Is My Life’ slutter en uværdig opfølger.