Liars

Ak, ak, en skam. Liars har udmærket sig lige siden deres debut ved at præsentere et udfordrende og spændende lydbillede med hver eneste plade, der enten har genereret afstandstagen eller tilbedelse. Den tid er ikke nødvendigvis forbi, men det nye selvbetitlede album viser et famlende band i kreativ krise.

Ok, her er hvad jeg hører: Hardrock à la Queens of the Stone Age, dog med en elektronisk kant, hiphop-beats og simpel electro, der minder om tidlig Beck, eksperimenterende, følelsesforladte mareridt, bløde, melankolske electronica-ballader med dubeffekter, forsøg udi The Jesus and Mary Chains biker-støjrock og lidt greb tilbage til de forrige to album.

Guitaren fylder en hel del mere end den plejer, men der er stadig trommeeksperimenter i rigt mål og Angus veksler mellem dybe og lyse vokaler. Fælles for alle numrene er dog, at de forekommer ret monotone, og hele albummet fremstår som en række indholdsløse stiløvelser, hvor bandet søger nye veje uden held. Studiets mange muligheder har tydeligvis åbenbaret sig for Liars, men det har bestemt ikke hjulpet dem. Det er Liars’ mest upersonlige album og noget af en skuffelse fra et ellers så innovativt band.