KOMMENTAR. Har man mere end én gang prøvet at leje en Avengers-film for 49 kroner til hjemmebiografen, er fristelsen svær at modstå:
For blot en flad 10’er mere hver måned har man samtlige Marvel-film til sin rådighed 24 timer i døgnet, og det er endda kun toppen af et isbjerg, der også består af all things ’Star Wars’ og Pixar, alle Disney-klassikere, hele ’The Simpsons’, musikfænomener som ’Hamilton’ og Beyoncés ’Black Is King’ og betagende National Geographic-naturdokumentarer fra ’Free Solo’ til ’Cosmos’ og ’Vores utrolige planet’.
Og så får vi endelig syn for sagn, om den ultrapopulære ’’Star Wars’-spinoffserie ’The Mandalorian’ kan leve op til sit rygte.
Det er en overdådig buffet, Disneys streamingtjeneste Disney+ i går åbnede dørene til for de danske seere.
Med eneret på et utal af de største kassesuccesser fra de seneste 10-20 års biografoplevelser – og utvivlsomt mange af de kommende års – appellerer tjenesten til et bredt publikum af superhelte-, tegneserie-, stjernekrigs- og blockbusterfans. Og jeg har sjældent talt med så mange, der med julelys i øjnene har set frem mod, at de skulle kaste penge efter endnu et streamingtilbud på et i forvejen overophedet marked.
Disneys nærmonopol på blockbusterfilm og store franchises gør tjenesten til den første reelle konkurrent til Netflix’ overherredømme. Og man kan nemt – ud fra den generelle modtagelse af tjenestens indtog i Danmark og de hyppige lovprisninger af alt deres utrolige indhold – få det indtryk, at platformen er uovervindelig, fordi her er noget for alle.
Men for enden af foden på denne velproportionerede græske gud af en streamingtjeneste sidder også en akilleshæl. Hvor overdådig menuen ellers smager den første måned eller to, kan den nemlig efterhånden også komme til at smage lidt af… det samme.
Til børn og barnlige sjæle
Mens Netflix pøser en ny film eller serie ud på daglig basis, så du altid har noget friskbagt at sætte tænderne i, lever Disney+ højt på deres arkiv af velkendte titler.
Selvfølgelig kommer der også friske film og serier til: Indtil flere Marvel- og Star Wars-spinoffserier er på trapperne sammen med familievenlige seriereboots af eksempelvis Arnold Schwarzenegger-filmen ’True Lies’ og Nicolas Cage-filmserien ’National Treasure’. Og man har smart nok brugt coronakrisens biograflukninger til at eksperimentere med at sende ’Mulan’ direkte på streaming – for et ekstra beløb, godt nok. Bliver den metode sat endnu mere i systematik i fremtiden, er successen for Disney+ nærmest selvskrevet.
Men hvis Disneys lineup er en 100 meter-sprint, er Netflix’ ditto et ekstremløb på 200 kilometer. Netflix’ strategi er at bringe så meget nyt, at alle – børn som gamle, sorte som transpersoner, sydamerikanere som nordeuropæere, altid kan finde noget at se, de ikke har set før. Disneys håb er, at deres velvalgte flagskibstitler vil trække folk ind, og at de derpå vil blive hængende for at frydes over det gamle guld igen og igen og igen.
Jeg har en søn på næsten fem år, og det er unægtelig himmelsk, at jeg for prisen af halvanden kop københavnerkaffe om måneden kan vise ham nogle af historiens bedste animationsfilm – og om nogle år introducere ham til farverige galakser af funklende lyssværd, talende vaskebjørne og flyvende superhelte.
Det står da også hurtigt klart, når man tjekker ind Disney+, at målgruppen er: Børn og barnlige sjæle. Her er ’High School Musical’, her er film med talende dyr, og her er også film med dyr, der ikke taler. Kraften vil være stærk blandt de voksne, der så ’The Force Awakens’ de første to-tre-fire gange i biografen, og som nørder kappeklædte superhelte med en 12-årigs begejstring.
I stødet til et gensyn?
Dem er der mange af´– som de seneste års biograftal med al tydelighed har bevist.
Men personligt er jeg ikke den helt store fan af hverken superhelte eller rumkrigere. Jeg er som regel ok underholdt af filmene i biografen, men har ikke den vilde trang til at gense dem derhjemme. Og leder man efter vold, blod eller andre saftigheder, går man selvsagt forgæves hos den renskurede familiegigant, hvor alt skal være så stuerent som i en af de forlystelsesparker, der er en anden hjørnesten i gigantforretningen.
Indie- og auteurfilm? Samfundsrelevante dokumentarfilm? Grænsesøgende komedieserier? Forget about it. Hårdtslående dramaserier med fandenivoldsk sprog og hårdtslående, moralsk tvetydige karakterer? Thrillers? Gysere? Ha! Disney+ er i den forstand ikke for enhver smag.
Når sønnike er lagt i seng, glæder jeg mig til at førstegangsforlyste mig med ’The Mandalorian’ for dens spaghetti-westerns-vibes, ’Hamilton’ her med et par års forsinkelse og Beyoncé i fuldt visuelt vigør.
Derefter kan trangen til at se noget nyt og spændende meget vel melde sig.