Ghosts

I kunstens verden sættes der uden videre lighedstegn mellem sørgmodighed og troværdighed. Lys, lethed og ligefremhed er således ikke vejen frem, hvis man vil tages alvorligt, og det gælder ikke mindst i rockens virkelighed, hvor tristesse, tungsind og smerte gennemløber de mest roste udgivelser.

Derfor er det også befriende og ikke så lidt modigt, når bands melder sig med sange, der går op mod mørket og melankolien – disse emners kvaliteter ufortalte. Og under den vinkel er der grund til at byde engelske Ghosts velkommen. Surrey-kvartetten byder nemlig på en letløbende, melodisk og venlig poprock, som med stedvis charme insisterer på den sugende og solgennemlyste sang. Det giver god mening i ‘Stop’ og ‘Stay the Night’, der besidder en afvæbnende, sommerlig hitkvalitet, men debuten skæmmes overordnet af alt for mange forglemmelige melodier, hvilket særligt balladerne lider under.

Jo, jo, P3 skal såmænd nok falde for et par af de kønne indslag, men kræver man mere af sit anlæg end en lidt lysere version af Keane og Snow Patrol, er albummet ikke vejen frem. For nok er albummets optimisme al ære værd, men bandet er for sjældent i stand til at flytte følelsen over i lytteren, sådan som eksempelvis The Delays kan.

Så den frustration, mange sortsynede bands går efter, rammer faktisk også den, der lytter til Ghosts. Og det kan man da vist kalde skæbnens ironi …