Vega genåbnede i slutningen af august med et amputeret og udelukkende dansk koncertprogram, og spillestedet på Vesterbro kan grundet sundhedsrestriktioner kun huse 450 gæster i Store Vega, som er den eneste sal i brug.
Coronakrisen har selvsagt ramt Vega hårdt, og nu har spillestedet set sig nødsaget til at skære ned i organisationen for at kunne kigge ind i fremtiden.
Det betyder, at Vega har »nedlagt flere faste stillinger samtidig med, at tidsbegrænsede stillinger ikke genbesættes. En række faste medarbejdere bliver samtidig reduceret i tid. Cirka halvdelen af Vegas faste personale bliver berørt«, skriver Kulturmonitor med reference til en pressemeddelelse udsendt af Vega.
»Kigger vi fremad, synes covid-19 at give os følgeskab, så langt øjet rækker, eller hvert fald til en vaccine og dens udbredelse er på plads. Med den usikkerhed vi kigger ind i i det nye år, hvor vi endnu ikke ved, hvad koncertmarkedet byder, eller hvordan man politisk vil prioritere livescenen, ser vi os nødsaget til at handle nu« udtaler Vegas direktør, Steen Jørgensen, ifølge Kulturmonitor.
Vega omrokerer og aflyser i øjeblikket koncerter løbende, og flere er blevet nedskaleret, så én normal Store Vega-koncert nu bliver fordelt over fire shows med 450 gæster til hver. For eksempel giver Kidd i oktober hele otte koncerter i Store Vega.