I august sidste år kunne Netflix meddele, at der ville komme en fjerde sæson af den Emmy-vindende kvindebryderserie ’GLOW’.
Men i kølvandet på store coronaforsinkelser og produktionsstop i arbejdet med den nye sæson, har Netflix nu valgt helt at aflyse serien.
»COVID har dræbt mennesker. Det er en national tragedie, og det bør derfor være vores fokus. COVID tog tilsyneladende vores serie med i graven. Netflix har besluttet at aflyse optagelserne af den sidste sæson af ’GLOW’«, fortæller skaberne bag Liz Flahive og Carly Mensch til Deadline og fortsætter:
»Vi fik den kreative frihed til at lave en kompliceret komedie om kvinder og fortælle deres historier. Og wrestle. Og nu er det væk. Der sker en masse dårlige ting i verden lige nu, som er meget større end det. Men det er stadig virkelig ærgerligt, at vi ikke kommer til at se de femten kvinder på samme scene igen«.
Optagelserne til fjerde sæson begyndte ellers tidligere på året, men blev tvunget til at lukke ned tre uger inde i optagelserne som følge af corona. Ifølge Deadline var første afsnit netop blevet færdigoptaget, og holdet skulle til at påbegynde optagelserne til andet afsnit.
Vores anmelder kaldte tredje sæson, der udkom sidste efterår, for »fabelagtig« og kvitterede med fem stjerner.
I samme omgang har Netflix aflyst serien ‘Teenage Bounty Hunters’ efter bare én sæson.