‘Teenage Bounty Hunters’: Hormonfyldt Netflix-serie kammer over i politisk korrekthed
Hør lige den her: Et par sexfikserede tvillingesøstre i det amerikanske bibelbælte lever et dobbeltliv som dusørjægere for at betale af på en gæld til deres ærkekristne forældre efter at have totalskadet familiens firhjulstrækker.
Præmissen for Netflix’ nye komedieserie ‘Teenage Bounty Hunters’ kunne være planket direkte fra en lummer splatterfilm spækket med billig action og replikker langt under bæltestedet. Men faktisk forløber hovedparten af seriens første sæson som et skuffende ordinært highschool-drama, der kun sjældent formår at kanalisere den flabede vildskab, som både titel og plot lægger op til.
Der er ellers masser af rastløshed i de 16-årige søstre Sterling (Maddie Phillips) og Blair (Anjelica Bette Fellini), som begge forsøger at balancere deres seksuelle nysgerrighed med lokalsamfundets strenge moral – en mere end vanskelig opgave på pigernes kristne privatskole, hvor afholdenhed vækker respekt blandt drengene i omklædningsrummet.
Pigernes tilværelse bliver ikke mindre kompliceret af, at de på vej hjem fra en dobbeltdate kolliderer med en skummel flugtbilist, som er stukket af fra dusørjægeren Bowser (Kadeem Hardison). Med en smadret kølerhjelm og en nem gevinst i sigte beslutter pigerne sig for at slå halv skade med den joviale Bowser og inden længe er de hyret som hans faste håndlangere for at kunne tjene penge til værkstedsregningerne.
Det er akkurat lige så fjollet, som det lyder, men det er medrivende at se pigerne jagte kriminelle udskud med lige dele hårdhudet kynisme og ugidelig teenageattitude. Ikke mindst på grund af det sprudlende samspil mellem den lyslokkede prom queen Sterling og den punkede rebel Blair, der begge er tilpas overgearede som hormonfyldte BFF’s.
Serien er således bedst, når den helt slipper jordforbindelsen, som når de to søstre benytter deres særlige tvillingetelepati til at lægge hemmelige planer eller udveksle scoretricks på tværs af tid og rum.
Derfor er det ærgerligt, at hovedforfatter Kathleen Jordan insisterer på, at ’Teenage Bounty Hunters’ også skal fungere som et seriøst drama. Langt størstedelen af seriens spilletid kredser nemlig om intrigerne i klasselokalet, hvor Sterling og Blair slås med at navigere i teenageårenes flygtige romancer og sociale koder.
Undervejs er der flere velmenende pointer om sex, køn og identitet blandt unge i nutidens USA, men den utøjlede energi, som slår tonen an i første afsnit, fortaber sig hurtigt i et patosladet drama om skæve familieforhold og ulykkelig forelskelse. Det er således symptomatisk for serien, at selv den gemytlige Bowser skal krænges igennem en karakterbue om sit kuldsejlede ægteskab.
Det kniber ellers ikke med pubertær humor og særligt pigernes romantiske bejlere er overraskende sjove i al deres umiddelbare plathed. Som eksempelvis den lettere enfoldige sportsfantast Luke, der kun lader sig forføre af bibelcitater eller den åndsfraværende stoner Jennings, der ikke kan mærke forskel på kærestens hand-job og sin egen hånd.
Det føles dog ujævnt, når serien hele tiden forsøger at punktere sin egen alvor med (indrømmet, flere morsomme) jokes om alt fra mænd med tre testikler til menstruationsinducerede spasmer. På samme måde fremstår de mange popkulturelle referencer til bitmojis, Fruit Ninja og dabbing mest som et desperat forsøg på at fange det unge publikums opmærksomhed.
Og selvom det er befriende at se mainstream-tv, som tør prikke til forstokkede fordomme om kønsroller og (kvindelig) seksualitet, kammer de gode intentioner flere gange over i politisk korrekthed. Det er i hvert fald påfaldende, at Sterling og Blair både er kropspositivister, antirygere, klimaforkæmpere og troende kristne.
Det er muligvis tænkt som en satire over det religiøse Amerikas dobbeltmoral, men desværre får den sociale kritik ikke plads til at udfolde sig i en serie, som aldrig finder det rette ståsted mellem anarkistisk B-film og sentimentalt ungdomsdrama.
Kort sagt:
’Teenage Bounty Hunters’ lægger ud som en strittende finger til den gode smag, men ender paradoksalt nok som en af de banale highschool-komedier, den egentlig burde gøre oprør imod.
Anmeldt på baggrund af hele serien.