’Gangs of London’: Manden bag ’The Raid’-filmene leverer et smaskperfekt voldsmekka i blodig gangsterserie
’Oldboy’ møder ’Succession’, når voldseksperten Gareth Evans indtager Londons gader med et brag af en multinational bandekrig.
Evans var manden, der introducerede det vestlige publikum for kampsporten silat gennem de to gloriøse slå-på-tæven-film ’The Raid’ og ’The Raid: Redemption’.
Startskuddet for hans nye serie, der har været et stort seerhit i England, lyder, da den britiske mafiaboss Finn Wallace (Colm Meaney) får en kugle for panden på albansk territorium i den engelske hovedstad. Lejemorderne er to intetanende gypsies, der først genkender Wallace, da det er for sent. Og nu går den store menneskejagt ind på at optrevle, hvem der hyrede dem.
Wallace-klanen har ellers været så godt som urørlige det seneste årti, hvor de med jernnæve har indført en forholdsvis stabil våbenhvile mellem storbyens konkurrerende grupperinger. Familien lever under dække af at være bygherrer for Londons højhuse, mens de i virkeligheden sidder på magten over al våben- og narkohandel i storbyens havnekvarter. Men med Finn ude af billedet, ser det sort ud for familien, hvis ledelse nu er overdraget til den impulsive og dybt sørgende søn Sean (Joe Cole fra ‘Peaky Blinders’).
Den frembrusende unge gangster holdes med nød og næppe i skak af sin listige mor (Michelle Fairley fra ’Game of Thrones’) og gudfaren Ed Dumani (Lucian Msamati), der er Finns ældste ven og rådgiver i bedste ’The Godfather’-stil.
’Gangs of London’ er langt hen ad vejen et mordmysterium i højt gear. Sean udser sig nemlig håndlangeren Elliott (Sope Dirisu) som sin nye betroede medarbejder, der skal opspore forklaringen på farens uventede død. Elliott, der sideløbende har sit helt eget agenda, er mere end villig til at udnytte Seans desperation og kaosset til sin egen fordel og til at stige i rang med raketfart.
Den ambitiøse stikirenddreng lægger især krop til Evans’ efterhånden ikonisk rå kampsekvenser, der sparker John Wick tilbage på skolebænken. Evans lader i løbet af serien instruktørstolen gå på runde mellem ’Hitman’- og ’The Nun’-instruktørerne Xavier Gens og Corin Hardy. Men den walisiske voldsauteur har dog forbeholdt sig selv retten til at instruere samtlige kampsekvenser med sin særprægede stil i et mekka af afrevne tunger og knuste knæskaller.
Al seriens vold er dog ikke udpenslet. Og nogle gange kan ventetiden vise sig endnu mere horribel end øjne, der poppes, og kranier, der halveres.
I femte afsnit – et af seriens helt store højdepunkter – skal et hold danske Jægersoldats-afhoppere infiltrere et idyllisk landsted på ægte ’Skyfall’-manér. Og modsat klassiske skurkeangreb er opfindsomheden ikke kun reserveret til de gode, der med livet som indsats forsøger at holde skansen som en anden Kevin McCallister alene hjemme. Desværre for vores lille gruppe af helte har danskerne stiger og C4-sprængstof nok til at kunne skyde huller i selv de forsvarsværker.
Et langt og fandens veltimet droneskud tegner scenen for den forestående massakre. Man ved, hvor alle spillere på banen er placeret, og nu er spørgsmålet bare, hvem der først trykker på aftrækkeren.
Det er umuligt ikke at trække manisk i klaphatten og give efter for sin indre blodtørstige viking, når danske Laura Bach (’Den som dræber’) og Mads Koudal (’Six Reasons Why’) hiver de tunge skyts frem.
Evans har tidligere afprøvet Koudals imponerende evner som adræt voldpsykopat i instruktørens forholdsvis ukendte kampsportsfilm ’Merantau’. Det er dog Bach i rollen som utilregnelig snigmorder, der tør kigge olmt tilbage på Fairley, som i denne omgang tager prisen for Bedste Dansker.
Det skorter ikke på dødinteressante bikarakterer. Men overfloden af biplots og -figurer gør desværre også ’Gang of London’ unødigt kompleks. I bedste ’Game of Thrones’-stil har alle deres eget dobbeltspil, og mængden af baggrundshistorier, der alligevel snart lægges i graven, bliver en frustrerende distraktion fra seriens egentlige plot.
Og hvad var det nu lige, dét var?
Nårh jo! Det var noget med en tophemmelig organisation, som muligvis har en finger med i spillet i hele affæren. Men det var der ikke rigtigt tid til at forklare. Og var vi her alligevel ikke også for den glorificerede og smaskperfekte vold? Det forklares sikkert alt sammen i sæson to.
Kort sagt:
Den fantastisk orkestrerede ’Gangs of London’ punkteres halvvejs af et hav af unødige sidespring. Se den for volden, ikke historien.