‘Moonbase 8’: Topfjollet rumkomedie får tiden til at flyve med 28.000 km i timen
Hvad er det nu liiige, at bogstaverne i NASA står for?
Fair nok, at du og jeg måske har lidt svært ved at huske det, men når man ligefrem arbejder for rumfartsagenturet og håber på at være blandt de særligt udvalgte astronauter, som sendes til månen, så bør man nok vide det. Ikke desto mindre kæmper astronauterne på Moonbase 8, Cap (John C. Reilly), Rook (Tim Heideicker) og Skip (Fred Armisen), med at komme på svaret. National Association for Space Astronauts er det bedste bud, der bliver luftet (og det er kun halvdelen, der er rigtigt), inden de bliver enige om, at NASA nok bare er et ord og slet ikke et akronym.
Astronauterne har ikke kun få brikker at rykke rundt med taget i betragtning af, at de bestrider et af verdens mest krævende erhverv. De er snotdumme efter enhver tænkelig standard – hvilket kun gør det sjovere at overvære deres rumfartsforberedelser og -udfordringer, imens de simulerer, at de er bundet af de fysiske forhold, der findes på månen. Som når de løber tør for vand efter blot en uge på basen, og de finder på kreative overlevelsesstrategier såsom at drikke salatdressing, samle regn (som man jo kan på månen…) og drikke urin, der er blevet »de-peed«.
‘Moonbase 8’ er instrueret af Jonathan Krisel, der skabte kultsketchserien ‘Portlandia’ sammen med Armisen og Carrie Brownstein tilbage i 2011, og selvom det er tydeligt, at holdet er gået efter et mere sammenhængende komedieserieformat denne gang, så er ‘Moonbase 8’ stadig temmelig sketchpræget og fuld af topfjollede digressioner, der får Armisen-fans som mig til at klappe i hænderne, fordi rablende indfald som Skips polyrytmiske, tidsoptimerende rumdragtsiklædningsteknik får lov til at fylde så meget – og andre til at fortvivle, fordi de fylder for meget.
De garvede komikere har fået så løse tøjler, at det tangerer det sløsede, men ud af dét kaos blomstrer også sjove overraskelser og overrumplende replikker. Som når crewet er ved at dø af tørst og de ’fejrer’ den særlige anledning med champagne, eller når basen, i nattens mulm og mørke, får stjålet deres metalaffald (the horror!) og det første, der falder Skip ind – før hyæner, røvere eller intergalaktiske skabninger – er, at det »måske er nogle kunstnere, der leder efter materiale?«. En replik som i øvrigt kunne være et lille call-back til den elskede Portlandia-sketch Shocking Art Supplies (som jeg i skrivende stund har set 12.000 gange).
Der er ingen tvivl om, at ‘Moonbase 8’ er 90 procent fis og ballade, men indimellem sniger der sig også små jabs ind, der går på NASAs allestedsnærværende logo (blandt andet på de kaffekrus som astronauterne selv drikker af), og kritikken tager til i seriens anden halvdel, hvor astronauterne møder nogle yngre og sejere kollegaer fra noget, der hedder SpaceX (navnet på Elon Musks ægte rumfartsselskab) som har meget federe udstyr end dem selv.
Cap får den fantastiske idé at fusionere de to selskaber (som NASA gjorde med SpaceX og række andre, mindre private selskaber for nylig, i virkeligheden), og det må alt andet lige gøre lidt nas på NASA, hvis de ser med, når selv en af Jordens dummeste astronauter synes, at det lyder lige lovligt friskt.
‘Moonbase 8’ er irriterende riffende til tider, men det er en fornøjelse at se Armisen folde sig ud – og så føles det bare sindssygt godt at se noget, der får tiden til at flyve med 28.000 km i timen.
Kort sagt:
Tiden flyver i Portlandia-medskabers nye, topfjollede komedieserie med Fred Armisen, John C. Reilly og Tim Heidecker i front som Jordens mest jammerlige astronauter.