Bromheads Jacket

Britisk rockmusik har gennem tiderne opbygget en solid hængerøv af lømler med snotnæse for små hverdagshistorier fra gaden, der ufortrødent er blevet kanaliseret ud i mere eller mindre betagende sange. Bromheads Jacket passer perfekt på profilen og blander Mike Skinners verbale veloplagthed med Arctic Monkeys’ flabede, toptunede rockmusik. De tager fat med knortet hånd og gelejder rundt i storbyens stræder – storskrydende, men alligevel med øje for detaljen og personerne i massemængden.

Ungdomsliv og kæreste-problemer skildres loyalt og med stor humor og speed-rablende troværdighed af sanger, tekstforfatter og guitarist Tim Hampton. Vi får skæbnefortællingen om Gummi-Tarzan, der altid har fået tæv og beslutter sig for at blive et svulmende muskelbundt. Ti år senere er han høj på steroider, og nu på udkig efter »some skinny kid to break some bones«. Og så gemmer der sig selvfølgelig et blødt, men hårdt bankende drengehjerte i korte bukser på pladens bedste nummer, den rørende ‘Poppy Bird’ om kærlighed ved første blik i den travle undergrund.

Musikalsk lægger Bromheads Jacket sig tæt i kølvandet på Arctic Monkeys. Det kniber blot med samme melodiøse opfindsomhed og pludselige lynnedslag i form af rasende temposkift. Det ville dog være arrogant at affeje dem som Arctic Monkeys på anden klasse. Man kommer langt med energi og gå-på-mod, og så formår Bromheads Jacket med deres veludviklede evne til at fortælle og portrættere, at overbevise om, at historier selvfølgelig er noget, man hører på cd.