’Jenny – en historie om Lydmor’: Jenny Rossander kæmper for sin egen fortælling i intim dokumentarperle
DOKUMENTAR. »Guys get away with so much bullshit in art«, synger Jenny Rossander alias Lydmor på sangen ’LSD Heart’ og i starten af den nye dokumentarfilm ’Jenny – en historie om Lydmor’.
Den danske kunstner har aldrig holdt sig tilbage fra at råbe op om magtmisbrug, sexisme og repræsentation i den mandsdominerede kreative branche, hun selv opererer i.
Tag bare MeToo-hymnen ’Amanda’s Lullaby’ fra 2021-albummet ’Capacity’ og den autofiktive roman ’Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen’ fra 2024 om en aspirerende musikers uligevægtige, hemmelige forhold til en teaterchef.
Den virkelige relation, som ligger til grund for bogen, hænger over hovedet på hende i den fremragende og bramfri dokumentarfilm ’Jenny – en historie om Lydmor’.
Her følger vi gennem fem år både hendes kunstneriske og personlige bearbejdning af oplevelserne, først med albummet ’Nimue’ og senere den førnævnte romandebut. Vi er også med Lydmor til en række koncerter på både bittesmå og kæmpestore scener, hvor hendes talent som helhjertet performer står tydeligt frem.
Bag kameraet er hendes nuværende partner, instruktør og forfatter Sebastian Cordes, der de seneste år har udmærket sig som ekspert i nichegenren slow cinema med bøgerne ’Om kedsomhed’ og ’Verdens bedste film’.
’Jenny – en historie om Lydmor’ er alt andet end langsom, og den retter sig bestemt ikke kun til store Lydmor-kendere. For man lærer den lige dele sårbare og stærke hovedperson godt at kende, når hun deler gavmildt ud af sig selv gennem Cordes’ dokumentar.
Instruktøren træder selv mest i baggrunden som observatør og kærlig støtte. Imens indfanger hans håndholdte kamera (til tider også ført af Michael Graversen) også brusende naturbilleder, der, sammen med et score af flænsende synths, afspejler Jennys følelsesliv.
»Man bruger det som sit sværd«, siger Rossander om den kunst, der er så nødvendig for hende at skrive om. »Den tidligere sag« rumsterer konstant i hende, og hun trænger til at få »præcist sagt, hvorfor det var unfair«.
Filmen dykker dybt ned i følelserne, men ikke ned i detaljerne om den konkrete relation, ligesom magtpersonen ikke nævnes ved navn. Akkurat som det forholder sig i Rossanders egne værker om emnet. I stedet stiller den nogle interessante, bredere spørgsmål om autofiktionens præmisser og MeToo-fortællingens møde med offentligheden.
For processen bliver hårdt og emotionelt tumultarisk for den debuterende forfatter. Selvom en redaktør forbereder hende på den »virkelighedsfikserede« presse, overvældes hun af de private spørgsmål, hun får i de mange interviews, hun af pr-hensyn skal give ved udgivelsen. Hyppigt føler hun sig narret til at tale over sig foran journalisterne, hvoraf de mest pågående end ikke har læst romanen.
»Hvorfor vil alle tale om ham?«, spørger hun frustreret. Er hun er ved at mistet grebet om den fortælling, hun har kæmpet for at turde sige højt? Kan hun, trods sin åbenlyst selvudleverende kunst, ende med at blive for blotlagt, når omverdenen overtager narrativet?
’Jenny – en historie om Lydmor’ er et glimrende modsvar til de aktører, der forsøger at pille hendes fortælling fra hinanden og dreje den i andre retninger.
For dokumentaren værner om Jenny Rossanders perspektiv med et loyalt, men også ærligt, intimt og upoleret indblik i al den tvivl, smerte, glæde og skaberkraft, som strømmer ud af hende.
Kort sagt:
’Jenny – en historie om Lydmor’ er en intim og bramfri dokumentar om Jenny Rossanders kunstneriske og personlige bearbejdning af et dysfunktionelt og uligevægtigt forhold. Filmen insisterer på hendes perspektiv, men stiller også spændende bredere spørgsmål om autofiktion og MeToo-fortællinger møde med omverden.