KOMMENTAR. Med ‘Amanda’s Lullaby’ har Lydmor skrevet en overraskende konkret politisk hymne. Sangen åbner den danske musikers nye album, ‘Capacity’, som (blandt meget andet) behandler hendes oplevelser med sexisme i musikbranchen og de stærke følelser, hun er gået igennem, efter at hun sidste år offentligt italesatte problemet – mere specifikt i et debatindlæg publiceret hos Gaffa om musikanmelderen Thomas Treos kvindenedsættende sprogbrug.
Det er følelser af magtesløshed og frustration over, hvordan mange stod klar til at lede efter fejl i hendes argumenter. Men formentlig også af fornyet håb og kampgejst i kølvandet på den anden #MeToo-bølge, hvor tusindvis af danske kvinder på tværs af Danmarks brancher har delt vidnesbyrd og forlangt forandring.
I mine ører er ‘Amanda’s Lullaby’ en præcis, virkningsfuld og ret så kærkommen #MeToo-hymne i en tid, hvor debatten runger i medierne, men endnu kun har sat diskrete spor i mainstreamkunsten – i hvert fald herhjemme. Og der er flere årsager til, at sangen virker så potent: Her fremhæver jeg tre af dem.
1. ’Amanda’s Lullaby’ har protestsangens direkte budskab og inderlighed
Lydmor er en dygtig popkomponist, blandt andet i kraft af, at hun kan skrive umiddelbare melodier, som sætter sig i én. På ‘Amanda’s Lullaby’ kombinerer hun en forsigtigt voksende, men klart lysende melodi med konkret, slagkraftig lyrik om den retoriske udfordring i at tage del i the conflict – sexismedebatten – men også nødvendigheden af at turde.
Fra start til slut formidler teksten et humanistisk call to arms, der kulminerer i det gentagne statement: »The more that we open, the less space they’ll get«. Letafkodeligt og poetisk på samme tid. Det er effektive kreative valg, som taler til hjertet før intellektet, og ‘Amanda’s Lullaby’ besidder på denne måde den klassiske protestsangs direkte henvendelse og uforskrækkede inderlighed.
Under de seneste års identitetspolitiske vækkelse i popkulturen har megastjerner som Beyoncé og Kendrick Lamar gjort genren hip igen – med aggressivt leverede punchlines, stampende beats og måske en ildkanon.
Lydmors sang har et langt mere ømskindet og underspillet udtryk, men budskabet er soleklart og bliver siddende i lytteren: jo mere vi (kvinder) åbner op om vores oplevelser og kræver plads i det offentlige rum, jo mindre plads vil de reaktionære og undertrykkende kræfter få.
2. #MeToo’s svære opgave indfanget i få, simple linjer
De færreste mener, at overgreb på kvinder er en god idé. #MeToo’s sværeste opgave er at skabe konsensus om, at kvindeundertrykkende strukturer gennemsyrer vores samfund, og på ‘Amanda’s Lullaby’ formår Lydmor med præcise linjer at beskrive, hvordan afvisningen af kvindelige vidnesbyrd og oplevelser igen og igen blot bekræfter problemets eksistens.
»Every little word you speak could add to the conflict«, synger Lydmor blidt, angiveligt med reference til det hadefulde backlash, der mødte hende, da hun i sommeren 2020 kritiserede Ekstra Bladets Thomas Treo for at bruge en sexistisk retorik, herunder at anmelde kvindelige musikeres påklædning og fuckability fremfor deres kunst.
I en leder og to ‘tv-dueller’ (som Politiken beskrev det) i DR’s Deadline og Go’ Aften Live på TV2 lød svaret fra Ekstra Bladets daværende chefredaktør, Poul Madsen, at Ekstra Bladet er »indædte modstandere af krænkelseskultur« og et frirum.
På sit nye album, ‘Capacity’, tager Lydmor frihedsbegrebet tilbage. Hun drømmer om et samfund med mere åbenhed og kærlighed – hvor mennesker af alle køn kan udleve deres fulde potentiale fri af begrænsende stereotyper og forventninger, hvor debattens splittende krigsmetaforer er skrinlagt, og hvor den feministiske bevægelse hverken bliver affejet som aggressiv eller snerpet, men i stedet samler os alle.
»Loud is not a female virtue, but neither is tight lipped«, lyder en anden nøglelinje på ‘Amanda’s Lullaby’ (de står i kø), hvor Lydmor indkredser vanskeligheden i at bruge sin stemme som kvinde og de anklager, der kan ramme hende, som prøver.
3. Produktionens stemmehær
I stedet for at skyde budskabet af sted med marchtrommer eller anden svulstig instrumentation skærer Lydmor på ‘Amanda’s Lullaby’ helt ind til benet; dele af sangen er ren autotune-a cappella a la Bon Iver og Imogen Heap, og også hos Lydmor får filteret på vokalen en intim, følelsesfuld effekt. Først imod sangens slutning vokser den diskrete elektroniske bund som en bølge under korarrangementet.
Genistregen i produktionen består i, hvordan Lydmors vokal skiftevis står alene og duplikeres til en hær af stemmer, hvilket afspejler den dobbeltsidede oplevelse af at træde ind i den offentlige debat med et feministisk budskab. Hvordan den ensomme følelse af at stå alene med sit opråb med ét kan vendes til en berusende og styrkegivende oplevelse af at være mange og stå sammen.
»Everybody’s on their toes now / everybody pays attention / everybody wants to end things / but calling off the revolution will always seem tempting«, synger koret i en smuk opsummering af, hvad der er på spil i vores kultur lige nu; et ligestillingens momentum, hvor alle synes at holde vejret og lytte, parate til at banke revolutionen ned eller genstarte og slutte sig til den.
Respekt til Lydmor for at synge for.