På ‘Capacity’ synger Lydmor præcist og åbenhjertigt om prøvelser med sexisme i musikbranchen

På ‘Capacity’ synger Lydmor præcist og åbenhjertigt om prøvelser med sexisme i musikbranchen
Lydmor. (Foto: Liv Rossander og Kamil Dzienlinski)

Søger du af ren nysgerrighed på substantivet ‘kapacitet’ i den danske ordbog, dukker synonymet ‘manpower’ op. Det er temmelig ironisk, når konteksten er Lydmors fjerde album, ’Capacity’, der sultent går i kødet på de strukturer – kulturelle og sproglige – som begrænser kvinders væren i verden. Et emne, som Jenny Rossander har debatteret offentligt ad flere omgange, og som hænger uløseligt sammen med hendes oplevelse af egen gennemslagskraft som kunstner og menneske.

‘Capacity’ undersøger mulighedsrummet for Lydmor, når hun er allermest kompromisløs og åben – det fulde omfang af hendes ‘womanpower’. Det er et både strittende og imødekommende album, som tydeligvis ønsker at forene Lydmurs position som ferm popsnedker med hendes eksperimenterende tværkunstneriske virke.

Hun forholder sig frit til sangformatet og sine inspirationskilder, hvilket imidlertid kan siges om de fleste progressive popmusikere på denne side af 10’erne. Hvad der får Lydmor til at skille sig ud denne gang, er således især viljen til at synge konkret og åbenhjertigt om prøvelser med sexisme i branchen.

#MeToo-hymnen ‘Amanda’s Lullaby (Open)’ slår albummets personlige og politiske tone an med patosfuld Imogen Heap-autotune og rammende linjer om sprogets komplekse rolle i ligestillingskampen (»every little word you speak could add to the conflict / careful how you mouth your phrases, little girl«). Sangens mareridtsbillede af skydegale ’bad men’ går igen i spoken word-nummeret ‘Amanda’s Dream’, hvor Lydmor maner Lynch’sk uhygge frem med søvngængerfjerne stemmer i flere spor og murrende elektroniske effekter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Imens Lydmor således i teksterne og stemningen på ‘Capacity’ er helt sin egen, kniber det mere med at naile det musikalske særpræg. På skift mimer hun en række kolleger; den dramatiske synthbanger ‘Someone We Used to Love’ klinger af Susanne Sundfør, fraseringerne på ‘Guilty (Kill Me)’ lyder som Mø i balladehumør, og den konfrontatoriske ‘LSD Heart’ er med sine forvrængede robotvokaler og dystre beats ren Kill J.

At båndet imellem musikbranchens kvinder de seneste år er blevet stærkere, er en uendeligt positiv ting, alligevel er jeg ikke helt sikker på, at de åbenlyse referencer tjener Lydmors projekt.

Det stråler klarest i albummets konceptuelle dimension, hvor Lydmor giver liv til sansemættede billeder og gådefulde karakterer. Selv om sangene om ‘Amanda’ er to væsensforskellige produktioner, har de angsten for patriarkatets psykiske og fysiske vold til fælles – det skaber vellykket sammenhæng på et album, som lidt uforløst dyrker manglen på samme.


Kort sagt:
På sit ambitiøse fjerde album undersøger Lydmor rækkevidden af sin kunstneriske og menneskelige kapacitet. Her er således både synthbangere og kunstlet spoken word, dødsangst og eufori, men de præcise tekster om sexisme gør størst indtryk.

Lydmor. 'Capacity'. Album. Mermaid Records.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af