Matthew Barber
Matthew Barber er efter eget udsagn »one of those singer/songwriters who rock«. Problemet er bare, at Barber ikke rocker særlig godt. Rocksangene er indhyllet i statiske og usædvanligt uinspirede rytmer, der ikke leverer særlig meget modspil til Barbers fine, men ikke særligt særprægede stemme. Bassen gungrer derudaf uden den store variation, og trommerne lægger en stiv 1-2-3-4 bund i de fleste sange, og det er ærlig talt ikke særlig spændende. Dertil ikke sagt, at al musik skal indeholde variation og spændende krumspring, men når Barbers tekster, melodier eller stemme heller ikke byder på noget ophidsende, så er det svært at – ja – hidse sig op.
Men bedst som man kan sidde og afskrive endnu en kunstner, der nok påstår, at han har noget på hjerte, men ikke virker til at have det, trykker Barber den smukke sjæler ‘Easy to Fall’ direkte ind i øregangen på lytteren. Den tunge bas kommer pludselig til sin ret med en insisterende dyb melodistemme, og alt andet falder på plads. Barbers stemmer eleverer sig fra halvkedelig rockstemme til en inderlig engels, og pludselig giver det hele mening igen.
Men pladens store problem er, at Barber selv tror, han er bedst til at rocke, når nu det omvendte rent faktisk virker til at være tilfældet. Han slipper hæderligt fra nogle af sine forsøg – blandt andet på den herlige ‘Bad Side Hide’, der kan få enhver hillbilly-bargæst til at kridte danseskoene, men det er i de stille sange, at Barber virkelig viser, hvad han kan. Dem er der bare alt for få af på ‘Sweet Nothing’.