Kommer der virkelig et tredje Taylor Swift-album i samme ånd som ‘Folklore’ og ‘Evermore’?
Faktisk ikke, siger popstjernen, som i 2020 har udsendt hele to album – begge med en dags varsel.
Grunden til overhovedet at tale om en trilogi er, at der har været fansnak og konspirationsteorier om endnu en udgivelse – hvilket Swift blev konfronteret med i et interview med Jimmy Kimmel.
Her spurgte talkshow-værten ind til et skjult symbol på ‘Folklore’-albumcoveret; nemlig ordet eller titlen ‘Woodvale’. Det vedholdende rygte blandt skarpsindige fans er, at Taylor Swift planlægger et helt tredje album med den titel, som jo ligger lidt i forlængelse af de to titler fra i år.
»Det kræver lidt forklaring«, svarer Swift:
»Jeg har en tendens til at være en slags irriterende ’hemmelig agent’, der efterlader spor og tips. Det er meget irriterende, men det er sjovt for fans, og det er sjovt for mig, fordi de kan lide at tage tingene op. Og de bemærker mange ting i musikvideoer, billeder og så videre. Nogle gange tager jeg det så lidt for langt og laver en fejl«.
Swift fortsatte med at forklare, at da hun lavede ’Folklore’, brugte hun og hendes team midlertidigt arbejdstitlen ’Woodvale’ – delvist for at holde projektet hemmeligt.
’Woodvale’ havde det samme antal bogstaver som ‘Folklore’, og så var Swift i stand til at bruge det på albumcoveret, inden hun besluttede, at hun ikke ville have en titel på det.
»Jeg glemte faktisk bare at fjerne det«, lyder forklaringen fra Swift, mens hun diskret afkræfter fanrygtet. »Jeg er træt, Jimmy. Jeg kan ikke mere«.