Fem gode grunde til, at du skal høre Taylor Swifts nye album nu – som i LIGE nu

Taylor Swift har udgivet sit andet (!) surprise-album i 2020: Det hedder ‘Evermore’ og fungerer som et slags søsteralbum til sommerens ‘Folklore’. Der er umiddelbart ret meget at være begejstret over. Her er fem gode grunde til at dykke helt ned i det nye album.
Fem gode grunde til, at du skal høre Taylor Swifts nye album nu – som i LIGE nu
Taylor Swift.

1. Taylor Swift er inde i en af de der gyldne kreative perioder

Fra David Bowie i Berlin til Stevie Wonder anno 1972-1976: Der er noget ekstremt fascinerende ved musikere, som lander i den gyldne zone. Det der magiske sted, hvor kreativitet og produktivitet går op i den famøse højere enhed, og kunstnere over en begrænset periode får skabt noget af det bedste musik i deres karriere.

Sådan en periode ser det ud til, at Taylor Swift er inde i lige nu. Inden for bare ét år har hun indspillet og udgivet to album – 34 numre i alt, hvis man tæller bonussangene med. Først ‘Folklore’ i juli og nu ‘Evermore’, som Swift har kaldt et slags ‘søsteralbum’ til sin forgænger.

»Vi kunne ikke stoppe med at skrive sange«, har hun forklaret på Twitter. Og dén kreative energi kombineret med den høje kvalitet på begge album (for ja, ‘Evermore’ er godt) placerer Swift i sin helt egen gyldne periode.

2. En ny æra musikalsk

‘Indie-Taylor’ blev popstjernen mange steder døbt, da ‘Folklore’ introducere en helt ny musikalsk æra; med hjælp fra Jack Antonoff og The Nationals Aaron Dessner kastede Swift sig nu over intim, lejrbålsknitrende folkpop, hvor der var meget langt til de store svulstige omkvæd, der har præget ‘Red’, ‘1989’, ‘Reputation’ og ja, næsten samtlige Taylor Swift-album?

Efter det forcerede og konfrontatoriske ‘Reputation’ og det, ja, lidt ligegyldige ‘Lover’ har Swift nu igen fundet et udtryk, der føles som hende – lige nu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Swift har taget sine countryrødder og på en måde opdateret dem til et nyt udtryk, der er mere universelt og mindre Nashville. Balladerne stod i kø på ‘Folklore’, albummet var meget stilrent på den måde, og mens ‘Evermore’ fortsætter i dén generelle rille, så bliver der også eksperimentet lidt mere – hør bare den Imogen Heap-agtige, pulserende strygerstamper ‘Gold Rush’.

Der er rigtig langt fra alt det her til singler som ‘Me!’ og ‘Blank Space’.

3. Nye (og bedre) legekammerater

Taylor Swift har ikke haft det store held med vokale samarbejder før. ‘Me!’ med Brendon Urie fra Panic! at the Disco var som at tvangsspise konfetti, og ‘End Game’ med Ed Sheeran og Future var lige så mislykket, som konstellationen lagde op til.

Men Swift har fået nye legekammerater nu. Bon Iver sang på ‘Folklore’-højdepunktet ‘Exile’, og den gode Justin Vernon kigger også forbi ‘Evermore’ med en endnu mere gribende vokalpræstation på det afsluttende titelnummer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The National (aka forsanger Matt Berninger) yder ligeledes et dejligt melankolsk bidrag til ‘Coney Island’, og endelig føles tanken om gæster ikke totalt malplaceret i Swifts univers.

Og ja, så er der dem, som Swift laver musikken med. Jack Antonoff har siden ‘1989’ været inde over nogle af popstjernens bedste sange, mens Aaron Dessners musikalske integritet kan mærkes over det hele på ‘Folklore’ og ‘Evermore’. Det kunne ikke være længere væk fra den svenske popmaskine Max Martin og Shellback, der stod bag meget af ‘Red’, ‘1989’ og ‘Reputation’.

Ikke ét eneste ondt ord om det helt igennem fantastiske pophåndværk, de har lavet med Swift på de tre album, men engang imellem er man jo nødt til at gå nye veje. Og det har Swift fundet de helt rigtige legekammerater til.

4. Taylor Swift omfavner fiktionen

I løbet af Taylor Swifts karriere har der løbende været gættelege om, hvilke ekskærester den og den sang nu handler om – ‘Dear John’ handler jo for eksempel (angiveligt!) om John Mayer.

Swift har altid skrevet ud fra sit eget synspunkt – selvfølgelig ikke altid 100 procent biografisk, men med sig selv i centrum.

Taylor Swift.

På ‘Folklore’ og ‘Evermore’ omfavner hun dog fiktionen og bygger historier op om fallerede ægteskaber, unge romancer og alt derimellem. Nogle gange tager hun udgangspunkt i virkelige hændelser (som ‘The Last Great American Dynasty’ på ‘Folklore’), men som Swift også selv pointerer på Twitter, så er der noget befriende i, at hun søger væk fra sig selv.

»Jeg elsker eskapismen i de her fiktive/ikkefiktive fortællinger«, skriver hun. Og det er fascinerende at gå på opdagelse i.

Hvem er ‘Dorethea’? Hvad sker der på ‘Coney Island’? Hvad er det for en vanvittig historie, der foregår med Este Haim på ‘No Body, No Crime’? Hvad er virkeligt, og hvad er opdigtet? Og hvilke sange er forbundet indbyrdes?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Titelnummeret

Jeg var inde på den tidligere, men ‘Evermore’ fortjener lige én til anbefaling. For titelnummeret, der tilmed lukker albummet, lyder på nuværende tidspunkt som et højdepunkt, der er svært at komme udenom.

Bon Ivers Justin Vernon er som sagt med som gæst, og mens han gjorde det fremragende på ‘Exile’ fra ‘Folklore’, ankommer han til ‘Evermore’ med en større intensitet – han sætter sig ikke bare i en lænestol og crooner; han synger som gjaldt det en kærlighed større end livet.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af