’Pieces of a Woman’: Vanessa Kirby er simpelthen sublim i ny Netflix-film

’Pieces of a Woman’: Vanessa Kirby er simpelthen sublim i ny Netflix-film

Smæk. Boing. Det er lyden af en yogabold, der suser gennem stuen og rammer en intetanende Vanessa Kirby lige i ansigtet, så hendes cigaret bøjer og soder hendes hånd til. Jeg tror aldrig, jeg vil glemme det voldelige chok og den stumpe lyd.Det er Shia LaBeouf, der kyler kæmpebolden i fjæset på Kirby et godt stykke inde i ’Pieces of a Woman’, et nærmest ubærligt tragisk drama indhyllet i sorg.

Men hvordan kommer det så vidt?

Kirby og LaBeouf spiller det umage par Martha og Sean. Hun er højtlønnet kontoransat, og han er storskrydende bygningsarbejder på et broprojekt i Boston. Og så venter de et barn. Familiebilen har mormor Elizabeth (spillet med knivskarp tunge af veteranen Ellen Burstyn) netop betalt, og nu glæder parret sig bare til den planlagte hjemmefødsel i det hyggelige byhus.

Veerne kommer, smerten begynder at nive, og Marthas vand går lige midt på køkkengulvet. Så Sean ringer efter hjemmejordemoderen. Helt efter planen. Men da hun står midt i en anden fødsel, er det i stedet en afløser, som Martha og Sean ikke kender, der skal forløse deres pige.

Og herfra knuger og klemmer ungarske Kornél Mundruczós engelsksprogede debut bare hårdere og hårdere om seeren. I en ubrudt sekvens på over 20 minutter sejler og svæver kameraet rundt om Kirbys Martha i lejligheden. På stuegulvet, i badekaret og endelig i sengen i soveværelset, hvor jordemoderen ikke længere kan måle babyens hjerteslag inde i maven, og Martha må urskrige sig igennem en fødsel uden smertelindring. Og så miraklet: en lille lyserød pige, der vræler og kommer op i Marthas arme. For øjeblikket efter at blive blå og livløs til lyden af ambulancesirener. Martha og Sean mister deres nyfødte pige.

Molly Parker og Vanessa Kirby i ‘Pieces of a Woman’.

Den lange, lange scene er rå som intet andet. Den gør dig ør og utilpas. Nærmest rundtosset. Som afsæt for den egentlige fortælling er den sublimt orkestreret. Hvordan kommer den her kvinde – hvis krop vi lige har set føde og så forråde – nogensinde videre? Hvordan samler Martha stumperne op?

Dagene går. Månederne går. Vejret skifter fra koldt til koldere, og Seans bro nærmer sig færdiggørelse i små, indsatte vignetter. Sådan føles ’Pieces of a Woman’ næsten overlagt gammeldags i sin melodramatiske skabelon. Ægteskabet lider, lysten forvitrer, familien er familie på godt og ondt, og alkoholen er en nem og nødvendig udvej. Vi kender fortællingen, og det er fristende at kalde den håbløs banal. Hvis det altså ikke lige var for Martha i midten.

Hende spiller britiske Vanessa Kirby på en knivsæg mellem rå og bristefærdig. Doseret, men med vidtåbne øjne på oversvømmelsesstadiet. Rationel og så alligevel helt urimelig. En kraftpræstation af de sjældne, du ikke kan tage øjnene fra. Ej heller ørene. Kirbys stemme er markant dyb og insisterende, nærmest hypnotisk hviskende, når hun endelig siger noget. En uomgængelig og sublim rolle, der allerede ved filmfestivalen i Venedig blev belønnet med prisen for bedste kvindelige skuespiller, men også må regnes som en frontløber i Oscar-kapløbet.

Vanessa Kirby i ‘Pieces of a Woman’.

Kirby er, i mine øjne, en af tidens mest enigmatiske og naturlige spillere. Åbenlyst karismatisk og djævelsk god i en birolle som knivkastende femme fatale i ’Mission: Impossible – Fallout’ og tilpas sårbar søsterrebel i ’The Crown’. Den altoverskyggende hovedrolle i ’Pieces of a Woman’ er karrierens hidtidige højdepunkt – så man kan ikke andet end glæde sig til at se hende overfor Katherine Waterston i norske Mona Fastvolds historiske kærlighedsdrama ’The World to Come’.
  
’Pieces of a Woman’ er instrueret af Kornél Mundruczó og skrevet af Kata Wéber. Den ungarske duo arbejdede ligeledes sammen på hundeparablen ’White God’ (2014), der vandt sidekonkurrencen Un Certain Regard i Cannes, og deres seneste film fastholder i enkelte, virkningsfulde greb det symbolske billedsprog.

En bro. Et æble. Et træ. Igen kan det synes melodramatisk banalt ved første gennemsyn, men Mundruczó og Wébers traumatiske fortælling, flankeret af naturkraften Kirby, giver bare mening på et dybere resonerende plan. Og måske er det netop igennem symbolernes åbenlyse banalitet, at vi kan finde en indgang til at forstå og tale om så svært et tabu som tabet af et barn og den efterfølgende, altknugende sorg.


Kort sagt:
Vanessa Kirby leverer en kraftpræstation af de sjældne i Kornél Mundruczós traumedrama ’Pieces of a Woman’.

’Pieces of a Woman’. Spillefilm. Instruktion: Kornél Mundruczó. Medvirkende: Vanessa Kirby, Shia LaBeouf, Ellen Burstyn, Sarah Snook, Benny Safdie, Molly Parker. Spilletid: 128 min. Premiere: Den 7. januar på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af