’WandaVision’: Første Marvel-serie på Disney+ skriver sig uventet ind i tv-historien
Hvordan kommer man videre efter at have sat nye standarder med en samlet franchisefortælling i 23 film timet og tilrettelagt i tre faser og med et imponerende dobbelt brag af en finale? Man starter forfra.
Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at denne genstart ville finde sted med to af filmseriens mere anonyme Avengers (og skuespillere) og i en pastichefyldt tour de force gennem amerikansk sitcom-historie med start i de idylliske sort-hvid-dage.
Derfor er ’WandaVision’ – den første serie i Marvel Cinematic Universe – så fascinerende. Den rummer en mystik og en uforudsigelighed. Lige dét MCU-chef Kevin Feige har manglet i sit driftssikre maskineri. Og så med en simpel og alligevel finurlig præmis: to superhelte, der kan flyve, telekinese og telepati med mere, men blot ønsker at passe ind i USA’s evigt solbeskinnede tv-forstad med al dens harmoni og konventionelle levevis.
Kendere af Marvels tegneserier vil påpege, at seriens skaber, Matt Shakman, har skelet kraftigt til historierne i ’The Vision’ og ’House of M’.I den første skaber androiden Vision med den syntetiske krop sin egen ordinære familie i en Pinocchio-stræben efter at blive et normalt menneske, mens den anden handler om heksen Wanda aka Scarlet Witch, der i et mentalt sammenbrud over tabet af sit barn bruger sine kræfter til at forme en ny virkelighed.
I de tre afsnit af ’WandaVision’, pressen har haft til rådighed, kom jeg dog særligt til at tænke på én titel: ’Pleasantville’. En meget overset Hollywood-film fra 90’erne, hvor en ung Tobey Maguire og Reese Witherspoon havner i et klassisk tv-serieunivers’ »rarere, blidere tider«, der som en Edens Have langsomt mister sin sort-hvide uskyld og tager farve med tilflytternes forandringer og lystudfoldelser.
Ligeledes befinder Wanda (Elizabeth Olsen) og Vision (Paul Bettany) sig ved seriens start i en setting af traditionstunge kønsrollemønstre og konstant publikumslatter á la amerikansk fjernsyns situationskomiske urfortælling, ’I Love Lucy’ fra 1950’erne. Wanda nyder rollen som husmor med magiske kræfter, mens Vision – trods klare fordele som omvandrende computer – ikke kan se meningen med at gennemgå stakke af data på arbejdet. De er et usædvanligt par i de mest almindelige omgivelser. Deri kimen til mange komiske forviklinger og tilsvarende lattersalver hos det mervidende publikum.
Som i ’Pleasantville’ begynder dette opstillede billede af idyl snart at krakelere. Nogen eller noget udefra forsøger at trænge ind i deres boble. Farver begynder at optræde i det monokrome billede. Men når alvoren kommer for tæt på, spoler eller klipper Wanda tilbage og binder silkeblød sløjfe om sitcommens episodiske struktur. Hun kan dog ikke kontrollere – eller kan hun? – at vi over tre afsnit har bevæget os frem til genrens form af jordnære farvenuancer og dåselatter i slutningen af 60’erne i stil med ’The Brady Bunch Show’.
’WandaVision’ imiterer gamle serier, som selv de færreste amerikanske Marvel-fans vel har set, til perfektion, mens spørgsmålene hober sig op: Hvor er vi i tid? Hvor kom de fra? Døde Vision ikke i ’Avengers: Infinity War’? Hvem er den påtrængende nabo Agnes (spillet herligt lumsk af Kathryn Hahn), der kommer med opsigtsvækkende kommentarer såsom »look, it’s the star of the show« til Wanda? Hvad gemmer sig bag reklameindslagene for toastmaskiner af Stark Industries og ure af den onde organisation Hydra? Og hvordan bliver Wanda lige pludselig gravid og fødeklar på et splitsekund?
Med historiens indtil nu gennemvædende og urovækkende mystik kan man indtil videre blot lade sig betage og underholde af den imponerende detaljegrad i genskabelsen af den klassiske sitcom-form. Fra det kvadratiske 4:3-billedformat, set design, brugen af tre kameraer og live-publikum, lyssætning, Christophe Becks xylofon-lette kompositioner og tegnede animationer til Bettanys og Olsens synergi og timing og især sidstnævntes charmerende gestaltning af datidens tv-husfruer, emnerne i de kønsopdelte plotspor og forrygende introsekvenser med dertilhørende temaer, som er på højde med de groteske sitcom-parodier i kultklippet Too Many Cooks.
Det, der fornøjer mig allermest ved ’WandaVision’, er selve konceptet. Hvordan Marvel, i en fortælling om at søge flugt fra omverdenen, har taget fat i en genre, som særligt i 60’erne ignorerede præsidentmord, krige, raceuroligheder, og hvad der ellers fyldte i den amerikanske bevidsthed, for i stedet at finde kontinuerlig tryghed i sin egen eskapistiske parallelverden.
Marvel Cinematic Universe skriver sig med ’WandaVision’ ind i tv-historien med både dens emulerende form og dens efter sigende tårnhøje budget per episode. Nu mangler vi bare, at serien også bliver et springbræt til, at det verdensherskende filmunivers trækker sig lidt ud af sit eget actionfyldte navlehul og inddrager relaterbare temaer fra vores egen urolige samtid.
Se det ville for alvor være en uforudsigelig drejning i deres ellers så vanestyrede univers(er).
Kort sagt:
’WandaVision’ minder om intet andet fra MCU eller resten af nutidens serielandskab. Seriens tilbageskuende og legende tag på den amerikanske sitcom synes uskyldigt. Som eskapisme, der finder nye virkelighedsflugtveje. Under den imponerende stiløvelse løftes dog langsomt sløret for en vild og ambitiøs fortælling på tværs af tid og sted, gennem flow og streaming-kanaler.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.