Duke Special

Trommerne buldrer, violinerne stryger derudaf – og så synger Rufus Wainwright. Tror man i hvert fald. For irske Peter Wilson, alias Duke Special, har en stemme, som minder ekstremt om Rufus’. Duke Special er samtidig cabaret-inspireret, til tider teatralsk og ofte dramatisk og storslået. Og det er lige før, man tænker plagiat. Men så igen. Det er ikke Rufus, og det bliver da også tydeligere, som pladen skrider frem. For den gæve irer er i højere grad let tilgængelig og let-på-tå.

De store arrangementer med Wilsons vokal og ofte klaveret i forgrunden understreger flotte melodier som ‘Freewheel’ og ‘No Cover Up’, som har potentialet til at komme på de eftertragtede radioplaylister. Desværre tør Wilson ikke give fuldstændig los og ruske op i sine dreadlocks. Derfor forbliver det hele temmelig poleret i en stemning af hat, stok og laksko frem for det glittertøj og de fjerboaer, musikken forsøger at sætte på scenen. For selvom der er kørt et helt symfoniorkester i stilling, formår Duke Special ikke at skabe den tirren, drillen eller prikken, som virkelig ville få tonerne til at bore sig ind.

Det kunne have været en Sufjan Stevens-legesyge, en Scissor Sisters-fest, en Dresden Dolls-kraftudladning. Men det bliver desværre en anelse kønsløst og kedeligt. Til gengæld ville mere af ‘Salvation Tambourin’, hvor hertugen får kæmpet sig op i lidt larm, hamren i tangenterne og lidt spil for galleriet, have pyntet på resultatet.