’The Last Black Man in San Francisco’: Vi har ventet to år på denne film – og hvor er den dog smuk og sjov og rørende
‘The Last Black Man in San Francisco’ åbner i blødt californisk morgenlys med en opsang fra en vred, sort mand på en sæbekasse.
»Look at them look at you, look doooown at you«, tordner sæbekassemanden i et bævende angreb rettet mod San Franciscos fine, hvide mennesker og facader, der har trængt sine tidligere, mere farverige indbyggere ud til forstæderne og vendt dem ryggen.
Særligt én facade i byen kaster lange blikke efter filmens hovedperson, Jimmie (Jimmie Fails). Med drømmende, melankolsk åndsfravær lytter han til det småtossede morgen-oplæg, mens han venter på bussen med sin bedste ven Mont (Jonathan Majors fra ‘Lovecraft Country’).
Sammen skal de to venner på deres daglige tur fra de fattige forstæder ind til midtbyen og besøge et særligt hus, der blev bygget af Jimmies farfar og tidligere tilhørte hans familie. Nu er huset overtaget af et ældre, hvidt ægtepar, som ikke tager sig ordentligt af det og alligevel bliver pissesure, hver gang de overrasker Jimmie i færd med at male en gavl eller reparere et hul.
»Vil du ikke nok, please, lade os være i fred?« vrænger kvinden i ægteparret og forsøger at jage ham på porten. Men hvem er det egentlig, der trænger sig på – den oprindelige ejer eller de nye sjuskehoveder?
Gentrificeringens barske uretfærdighed sætter både scene og ramme i Joe Talbots smukke debut, der blev meget omtalt i USA i 2019 efter verdenspremieren på Sundance-festivalen januar samme år og nu omsider – efter alt for lang ventetid – kan ses herhjemme.
Alligevel kan man ikke rigtigt kalde filmen vred. Dertil er den simpelthen for sjov, smuk og næsten opsvulmet romantisk. Manuskriptet er, blandt andre, af Talbot og Jimmie Fails, hovedrolleindehaveren, der henter inspiration fra sit eget liv. Måske er det derfor byens kompleksitet trænger så klart igennem og resultatet føles så… eventyrligt ægtefølt?
Jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig har set noget lignende og får da også lyst til at skrotte vante genrebetegnelser som drama og whatnot. Måske vil jeg i stedet kalde filmen… et slags klagedigt? Eller et autentisk eventyr? Eller måske en nostalgisk kærlighedsfortælling om et bristet forhold mellem en by og sine indbyggere? Ak, det kan være at sætte de helt rigtige ord på et værk, der er så helt igennem sit eget.
Fremdrift er der ikke meget af, og herregud vi har da heller ikke travlt. Dertil er der alt for meget at betragte og sanse i Talbots kontrastmættede byrum. En ældre sort hjemløs sidder på en gammel kasse og synger en operasonate. En nøgen hvid hippie trisser ned for at vente på bussen. En flok sorte unge mænd puster sig op over for hinanden som struttende haner, klar til kamp.
Jonathan Major er et vidunder som Jimmies excentriske ven, Mont, som drømmer om skrive teaterstykker og henter inspiration til sit kreative virke i betragtninger af gadens farverige persongalleri. For ham findes ingen skelnen mellem smukt og grimt, ondt og godt. Gennem hans blik og Adam Newport-Berras eventyr-smukke kameraføring åbenbarer de umiddelbart triste skæbner i San Franciscos bybillede sig som det, de i virkeligheden er: smukke, kontrastfyldte væsner, der ikke kan reduceres til det, de ligner udenpå.
Det er også gennem Monts blide klarsyn, at vi begynder at forstå hovedpersonen, Jimmie. Jimmie som blev svigtet af sin forældre, Jimmie som flyttede fra sted til sted, Jimmie som klynger sig til drømmen om en storslået fortid og et tilhørssted, symboliseret gennem en gammel, fin villa.
Jimmie, som er et klassisk eksempel på en trist skæbne og selvfølgelig meget mere og andet end det. For en mand er ikke kun de vægge, der omgiver ham. Sådan lyder den lidt oppustede morale i ‘The Last Black Man in San Francisco’. Lidt banalt, tænker du måske. Men Talbot og crewet formidler så sjovt, rørende og unikt, at beskeden synes lige så himmelsendt frisk, som den er sand.
Kort sagt:
‘The Last Black Man in San Francisco’ er en unik og sansemættet, smuk debutfilm om at høre til og bryde ud.