Thomas Dybdahl

Han vil gerne væk fra ‘oktober-stemplet’. Men han har ikke helt forladt efterårsstemningen. Heller ikke selv om det er september. Den norske sanger tog et solidt tag i de danske hjerter med sin trestrengede oktober-trilogi. Hans fjerde album skulle så gå nye veje. Men ‘Science’ lyder unægtelig som klassisk Dybdahl’sk tungsind med de karakteristiske lavmælte og lunefulde stemninger i de akustiske arrangementer. Og så alligevel ikke.

For ‘Science’ er også lyden af en musiker, der leder efter nye veje og inspiration, og som sætter sit publikum på prøve. Det bliver overraskende kontrastfyldt undervejs, når både varmblodet soullyd og kælen jazz blander sig med blød minimalisme og skærende sentimentalitet. Som altid bevæger Thomas Dybdahl sig på grænsen til det tragisk selvmedlidende, men ender som oftest med at ramme det følsomme nærvær, der i den grad klæder hans raspende røst og gør ham til en ener.

Men det er også i eksperimenterne, at albummet har sine svage punkter. Nordmanden jagter konstant de instrumentale stemninger og helheden uden at tage hensyn til den enkelte melodi eller omkvæd. Derfor føles en række af numrene underligt uforløste og det er ret beset kun med countryinspirationen på ‘How it Feels’, den soulede kvindehyldest ‘U’ og den afsluttende popperle ‘ B A Part’, at det nye format fuldendes og fremføres så fantastisk, at alle Dybdahl-fans vil elske det.