‘Vitalina Varela’: Portugiser bekræfter sin status som en af Europas fremmeste filmskabere
Som en af mine gode venner har påpeget, skaber Pedro Costa spøgelsesfilm. Narkomaner, kapverdiske immigranter og andre forpinte eksistenser på bunden af det portugisiske samfund bevæger sig hvileløst rundt i hans særegne filmværk, der ikke minder om ret meget andet i nutidig europæisk filmkunst.
Over tyve år er gået, siden Costa først rettede sit kamera mod Lissabons slum med ’Ossos’, en fortælling om en selvmorderisk teenagepige, hendes spædbarn og forvirrede kæreste, der lige så meget handler om et område og en livsform, de færreste portugisere (for ikke at sige danskere) kender til.
Costa stiftede under optagelserne af ’Ossos’ bekendtskab med heroinmisbrugeren Vanda, der skulle blive emnet for hans næste film: et nænsomt registreret portræt i grænselandet mellem dokumentar og fiktion, optaget næsten udelukkende på hendes værelse i den nu nedrevne bydel Fontainhas med et bærbart digitalkamera.
Vanda hoster og harker, mens hun deler ud af et helt liv, og Costa finder skønhed i lyset, der falder ind fra gaden – ikke uden grund er han blevet sammenlignet med flamske malermestre som Rembrandt og Vermeer.
Costa er aldrig moraliserende, og hans film er båret af små glimt af håb og medmenneskelighed. Således også hans seneste kortlægning af Lissabons subproletariat, som i år er Portugals officielle Oscar-indstilling og derfor får bredere international opmærksomhed, end der vanligvis bliver hans film til del.
Vi følger Vitalina Varela, en midaldrende kvinde fra Kap Verde, der ankommer til den portugisiske hovedstad for at blive genforenet med sin mand, der forlod hende to årtier tidligere for at søge lykken i storbyen. Da hun står af flyet, opdager hun dog, at han er død og begravet, blot få dage forinden.
Hvad døde han af? Det forbliver uafklaret, skønt hemmeligheder pibler frem til overfladen og tegner et nyt billede af hendes afdøde ægtemand. »Vend hjem«, hvisker en rengøringskone til hende. Costa er mindre besat af de dramatiske situationer, et sådant materiale kan tænkes at afføde, end af stemninger, personskildringer og den følelse af eksil, der er immigrantens lod.
Sorg, mismod og bristede illusioner fylder hvert et billede, men også længslen efter at begynde forfra er præsent. Vitalinas ansigt er som hugget i marmor, med tunge folder og et insisterende, fortryllende blik, der kunne være med i en stumfilm.
Costa lader sit kamera hvile på hende, alt imens hun indtager forskellige, statuariske positurer, som når hun sætter sig op i sengen eller vender sig om i kvarterets forladte kirke. Lyssætningen er eminent med en kraftig betoning af kontrasten mellem lys og mørke, der kaster et drømmeagtigt skær over filmen.
Costa-fans vil genkende Ventura, den aldrende gæstearbejder fra Kap Verde, der var hovedpersonen i hans to foregående film, i rollen som en udmagret præst, der for længst har opgivet at holde sammen på sit smuldrende ghettosogn. Vitalina opsøger ham, og Costa fastholder deres ansigter i lange indstillinger med en særlig opmærksomhed på diktion og mimik.
Det kan lyde konceptuelt, men er både medrivende og bevægende og som skabt til biografens meditative mørke. Indtil videre må vi dog stille os tilfredse med at streame filmen derhjemme – for nedrullede gardiner og uden tændte telefoner selvfølgelig.
Kort sagt:
Pedro Costas seneste udforskning af Lissabons slum og spøgelser bekræfter hans status som en af Europas fremmeste filmskabere.