’Diamantino’: Vanvittig Cristiano Ronaldo-satire er bare wow
CPH PIX: Egentlig skal du slet ikke læse den her anmeldelse, men bare komme afsted til biografen så hurtigt som muligt og indtage ’Diamantino’. Rent og helt uden forhåndskendskab til filmen. Så kan vi læses ved bagefter. Afsted!
For Gabriel Abrantes og Daniel Schmidts portugisisk-amerikanske fællesfilm, der tidligere i år tog hovedprisen i sideprogrammet Semaine de la Critique i Cannes, skal først og fremmest opleves.
På én gang vanvittig, drilsk, absurd og veloplagt, men også politisk spiddende i sin satire, opløftende fremsynet og udpræget queer.
Filmen er et fiktivt-satirisk livtag med den portugisiske fodboldstjerne Diamantino (meget åbenlyst modeleret over virkelighedens Cristiano Ronaldo), der pludselig mister sine evner på grønsværen. Diamantino misser det afgørende straffespark i VM-finalen og bryder grædende sammen på banen for rullende kameraer og hele medieverdens spottende bevågenhed. Cue #cryingdiamantino og øjeblikkelig meme-status. Faldet fra fodboldtinden indtræffer samtidig med faderens død og Diamantino, der aldrig har lavet andet end at spille fodbold, befinder sig pludselig i en eksistentiel krise.
Hvad stiller en megastjerne op med sig selv i den situation? Han adopterer selvfølgelig et stakkels flygtningebarn fra Afrika. Men teenagedrengen Rahim, som Diamantino tager imod med åbne arme og alle de vafler med Nutella og flødeskum, han kan spise, er ikke, hvad han giver sig ud for at være. Rahim er i virkeligheden den voksne, lesbiske kvinde Aisha, der er gået undercover for at afsløre Diamantino i skatteunddragelse. Sideløbende med adoptionen har Diamantinos pengegriske tvillingesøstre lokket ham til at deltage i genetiske undersøgelser, der skal finde frem til hans helt særlige fodboldfærdigheder. Undersøgelser finansieret af et nationalistisk, EU-skeptisk parti med sloganet Gør Portugal stort igen.
Ja, handlingen i ’Diamantino’ er mildest talt gakket, men Abrantes og Schmidt, der har arbejdet sammen på et væld af eksperimenterende kortfilmprojekter, serverer fra start det hele med lige så meget glimt i øjet som Diamantinos diamantørestikker, at du er med hele vejen. Carloto Cotta indtager titelrollen som den naive, men godhjertede fodboldstjerne med et hylemorsomt blankt udtryk malet i det smukke ansigt. Den enfoldige Diamantino, der lægger fortællestemme til filmens handling, har ingen kæreste og har aldrig haft sex. Han har nok i fodbold, søde kattekillinger, vamsede hundehvalpe, Bongojuice og Nutellavafler. En kærlig demontering af et dumt machoideal, der synes at klæbe til fodboldsporten – sublimt visualiseret i filmen i en række scener, hvor Diamantino, når han skal til at trylle med bolden på fodboldbanen, pludselig ser sig selv drible i en lyserød skumsky, og modstanderne bliver til gigantiske, nuttede hundehvalpe.
’Diamantino’ saksesparker satiriske genialiteter helt op i det lange hjørne med en legesyg virtuositet. Indpakningen er poppet og lækker modebladsliret i en sådan grad, at nogen måske vil affeje filmen som overfladisk og b-films-plat, mens andre vil omfavne udtrykket i al sin camp’ede ekstravagance (jeg hører åbenlyst til sidstnævnte). Du ved, lesbiske dobbeltagenter, ikke-binære kroppe og alt det der jazz.
Instruktørduoen går kløgtigt i kødet på den aktuelle flygtningekrise og nationalisme på fremmarch og udfolder i samme åndedrag en queer sci-fi-fortælling om kendiskultur og fodbold – alt sammen til et soundtrack, der både byder på nostalgisk eurodance fra Snap! og bombastiske Wagnerstykker. Bare wow.