James Morrison

Forventningerne til den 21-årige brite James Morrison er enorme i forbindelse med udgivelsen af hans debut ‘Undiscovered’. Og det er da egentlig også ganske interessant, at en ung bleg knægt fra Cornwall vælger at udgive et album, der stinker langt væk af inspiration fra den klassiske soul, og så endda formår at gøre det med et personligt præg. Det kræver sin mand.

James Morrison indtager en plads i rækken af talentfulde unge mænd i liga med Gavin Degraw og Jamie Cullum, der har lige del kvindeappeal og lige del fængende og velskrevede numre med en catcy melodi. Morrisons niche er bare soulen kombineret med hans rå, hæse og rockede stemme. Den bløde poet med det rå touch, der er ekstremt velegnet til både at slå sig fast med radiosingler og idolplakater.

Men her stopper det glade budskab så også, for det helt store problem ved ‘Undiscovered’ er nemlig produktionen. Albummet er simpelthen blevet klistret ind i strygerarrangementer, der giver én både kvælnings- og opkastningsfornemmelser. Havde man satset lidt mere på at holde det simpelt, havde der været overenstemmelse mellem Morrisons ganske fine melodier og hans særegne stemme, hvilket absolut havde klædt albummet.

Det Morrison dog kan er at skabe et feel good-univers, og lur mig, om han ikke i den kommende tid bliver soundtrack til mere end et knald på de bløde lagner rundt omkring på det europæiske kontinent.