Towers of London

»Panic in the streets of London«, sang en ung Morrissey tilbage i 80’erne, dengang han stod i spidsen for The Smiths. Var sangen skrevet på denne side af årtusindskiftet kunne panikken meget vel skyldes hypede Towers of Londons intense brug af puddelrocker-look på deres stereotype albumcover.

Nogle ser dog en formildende omstændighed i det enerverende faktum, at den hvinende ulidelighed Axl Rose næsten forudsigeligt har kastet sin kærlighed over bandet og givet dem en opvarmningstjans for resterne af Guns N’ Roses på deres turné. Heldigvis begrænser det nyetablerede åndsfællesskab sig mest til garderobepræferencerne, idet Towers of London spiller en rå, upoleret punkrock udrustet med heftig britisk accent.

Gemt bag et anstrengende tykt lag af kalkuleret ironi og hårspray kan glimtvise lyspunkter spores på et album, som lægger sig i næsten direkte forlængelse af de mere eller mindre tvivlsomme præstationer fra landsmændene i The Darkness. Lyspunkterne opstår primært, når det virker som om, bandet rent faktisk har noget reelt på hjerte, som eksempelvis i ‘Kill the Pop Scene’. Dog er det kun kortvarigt, og størstedelen af tiden formår Towers of London ikke at undslippe den vedvarende summen fra deres substansløse døgnfluevinger. At ironi sjældent fungerer særligt vellykket i musik, er dette band endnu et trist eksempel på.