Primal Scream

Primal Scream er lidt af en omvendt musikalsk kamæleon. Omvendt fordi bandet aldrig falder i ét med omgivelserne, men altid skiller sig ud. På deres ottende album gør de skæve skotter det igen med en cocktail af galoperende country- og retro-rock, hvor de elektroniske eksperimenter fra ‘XTRMNTR’ (2000) og ‘Evil Heat’ (2002) er skiftet ud med en landlig og ligefrem livelyd med mundharmonika og mandolin.

Den eneste røde tråd mellem det nye album og dets forgængere er den enorme energiudladning fra instrumenterne – guitarerne slår gnister til forsanger Bobby Gillespies primale skrigeri, og der er dømt boogie- og bluesrock med et brændstofforbrug, der er Michael Schumacher værdigt.

‘Riot City Blues’ er uden tvivl spillet frit fra leveren. Og selvom sidstnævnte med garanti har set bedre dage efter oceaner af alkohol og amfetamin, så er Gillespie & Co. mere levende og legesyge end længe. Men trods den euforiske energi indeholder den musikalske müslibar desværre flest tomme kalorier.

For selvom gavflaben fra Glasgow stadig skriver sange om sortplettede sjæle, så ses der alligevel små solstrejf for enden af den mørklagte tunnel: »Let’s have a good time, sweet rock’n’roll«, bræger en glad Gillespie undervejs. Men godt humør er sjældent god benzin for magiske melodier – tværtimod.

Første halvdel af albummet er gangbar garagerock med en vis portion vildskab og vitalitet. Men det ender desværre helt ude i squaredance-land med violin, træsko og halm i håret – og det er der altså ikke meget rock’n’roll over.