’Slaget om Fredens Havn’: Skal København være rummelig eller ryddelig? Ny TV 2-dokumentar stiller spørgsmålet
Ved et af de dyreste kvarterer i København med udsigt til kanalen og byens kreative højborg – kunstakademiet, konservatoriet og teaterskolen – ligger en samling af slagne og ikke synderligt farbare skibe.
For 15 år siden kastede det første skib anker i Erdkehlgraven og har siden da ikke rykket sig. Flere er stødt til, og sømændene er med tiden blevet til beboere. Sammen har de etableret et lille flydende fællesskab, de kalder Fredens Havn – et sted, hvor der er plads til de fleste, inklusive forhutlede typer, der udfordrer danskernes tolerance.
Naboklager har med tiden udviklet sig til en sag i landsretten, og i 2020 blev det vedtaget, at Fredens Havn skal ryddes, og beboerne skal væk.
Kontrasten mellem de relativt sølle både og de tronende lejlighedskomplekser vidner om den ulige kamp mellem de mindrebemidlede og de velstående i København. Naboerne kan ikke rumme udsigten til de skæve eksistenser, og politikerne ser havnen som en losseplads, som besudler kanalfartsturisternes indtryk af byen. Spørgsmålet er bare, hvor havnens beboere så skal søge hen.
Med et bankende hjerte for samfundets bund har instruktøren Lars Borking kastet sig over de omstridte både og beboere. Og i dokumentaren ’Slaget om Fredens Havn’ rejser han over tre afsnit spørgsmål om, hvorvidt alle har ret til et sted at bo, og om vi skal prioritere rummelighed over ryddelighed.
Dokumentarens portræt af de ejendomsløse skæbner i Fredens Havn er et rørende. Vi møder den følsomme og alkoholiserede Storken, som har lidt under en voldelig opvækst, og som i sine branderter har vanskeligt ved at styre den boblende vrede. På havnen bor også Esben, en freds- og naturelskende bådebygger, som er havnens uofficielle formand og forsøger at skabe rutine omkring driften af fællesområder. For Storken har livet på havnen været en nødvendighed, for Esben er det et tilvalg.
Esben må sommetider kæmpe en brav kamp for at bevare nabofreden i havnen og må rede ærterne, når Storken i en hævntørstig blodrus vil trille naboens skurvogn ud i vandet. Esbens overbærenhed bliver testet, og til trods for sammenstødene er der ikke lang vej til tilgivelse.
I forholdet mellem de to hovedkarakterer træder dokumentarens kerne frem: Vi står sammen og vi løfter i flok. Som Esben formulerer det: »Nogle gange går vi tur med skildpadden – for vi er ikke stærkere end det svageste led«.
Kærligheden til havnen og fællesskabet er til at få øje på, og der bliver taget forskellige midler i brug i kampen mod fjenden. Esben forsøger at imødekomme kritikken af »svineriet« ved at arrangere oprydning i sivskoven, hvilket også forbedrer svanernes yngleforhold. Esben værner om naturen og udtrykker forarget til Frank Jensens anklager om fækalier i vandet: »Der er selvfølgelig ikke nogen, der skider i det vand, du børster dine tænder i«. Vandprøverne taler da også Esbens sag.
Storken tyr til andre metoder og sender et budskab med en demonstration, hvor han parkerer ved de velstående naboer og truer med at slå sig ned ved deres komplekser. Mens de indbyrdes kampe mellem havnens beboere udspiller sig, lurer den egentlige trussel.
Man oplever gennem portrættet af Esben, Storken og havnens øvrige beboere, at de i deres eget lille samfund har fundet et hjem, som de har meget kært. Et hjem, som kræver ansvar og forpligtelse, og hvor man rummer hinanden til trods for forskelligheder.
Samtidig forstår man naboernes bekymring, når Storken i overvældende hjertesorg spiller høj musik og smadrer flasker – i en sådan grad at politiet til sidst må slutte festen. Virkeligheden er ikke sort-hvid. Men mødet med beboerne i Fredens Havn giver et indblik i vigtigheden af et rummeligt fællesskab, hvor »alle Kongens mænd lader ingen mand i stikken«.
En hilsen, som Esben har indgraveret i Kongehusets stævn.
Kort sagt:
’Slaget om Fredens Havn’ giver et rørende indblik i hjemløse skæbner og sætter spørgsmålstegn ved samfundets og vores egen rummelighed og prioriteter.