Elon Musk har ambitionerne i orden. Han er en af verdens største trolls, han vil befolke Mars, og han arbejder på en chip, der kan implanteres i hjernen.
Chippen udvikles hos Neuralink, der arbejder på teknologiske implantater til hjernen. Og nu har firmaet offentliggjort en video, hvor en abe spiller det klassiske konsolspil ‘Pong’ uden nogen form for hjælpemidler udover sin egen hjerne.
Aben, der hedder Pager og er ni år gammel, har fået indopereret et implantat seks uger inden optagelserne af videoen.
Han blev i første omgang trænet med en banansmoothie som belønning (igennem metalrøret, som du kan se i videoen), når han spillede med et joystick.
Dette hjalp Neuralink med at lære, hvilken del af abens hjerne, der blev aktiveret, så den dermed kunne forudsige bevægelser.
Herefter blev abens joystick frakoblet, hvorefter en app i Bluetooth-agtig stil blev forbundet trådløst med abens implantat.
Efterfølgende – hvis altså man skal tro videoen – formår aben at spille ‘Pong’ blot ved tankens kraft.
Elon Musk uddybede på Twitter, at teknologien vil kunne bruges af handicappede, for eksempel personer med lammelse, som kunne benytte sig af Neuralink til at betjene deres telefon.
Han forklarede også, at implantatet indopereres i kraniet og dermed ikke er synligt, men derimod oplades og forbindes til trådløst.