Det er kun et par uger siden, Lil Nas X satte konservative sind i kog, da han udgav sangen ‘Montero (Call Me By Your Name)’ sammen med en musikvideo, hvor han gav selveste Satan en lapdance. Den sang er siden blevet et verdenshit – også takket være de kontroverser videoen skabte.
Nu er rapperen med i endnu en musikvideo, men denne gang er der faktisk tale om en Brockhampton-sang.
‘Count On Me’-videoen skildrer således et roadtrip, hvor Lil Nas X og Dominic Fike (der har samarbejdet med Brockhampton flere gange) tager syre, kysser og ender med at have en seance, hvor de nøgenbader i hinandens arme.
Måske ikke helt så kontroversielt som en djævle-lapdance – men heller ikke lige noget, man ser i en hiphopvideo hver dag!
‘Count On Me’ er i øvrigt instrueret af Brockhampton-frontmanden Kevin Abstract, der selv er biseksuel. Sangen er en af singlerne fra albumet ‘Roadrunner: New Light, New Machine’, der udkom i fredags.