På søndag er den kinesiskfødte instruktør Chloé Zhao storfavorit til at vinde en Oscar for både bedste instruktør og bedste film for dramaet ‘Nomadland’. I så fald bliver hun den anden kvinde og den første ikke-hvide kvinde i Oscars historie til at snuppe instruktørtrofæet.
Zhao, der også er nomineret for bedste adapterede manuskript og klipning, har allerede slået så mange rekorder i årets prissæson, at man bliver helt forpustet. Hun har generet overskrifter med sine sejre som blandt andet første kvinde med asiatisk baggrund, der har vundet en Guldløve i Venedig og en Golden Globe for bedste instruktør, og som den første ikke-hvide kvinde, der har taget sejren ved Director’s Guild Award. Faktisk er hun den instruktør, der har vundet flest priser i en enkelt sæson nogensinde.
Udover instruktørens himmelflugt gennem Hollywoods berygtede glasloft er succesen bemærkelsesværdig af to grunde:
For det første har den NYU-uddannede instruktør fødderne solidt plantet i den amerikanske indiefilmscene. Hendes to første film ‘Songs My Brother Taught Me’ fra 2015 og ‘The Rider’ fra 2017 var underspillede og naturalistiske festival- og kritikerdarlings produceret på små budgetter og uden kendte skuespillere i hovedrollerne. Selvom ‘Nomadland’ er Zhaos første studiefilm og har stjernen Frances McDormand på plakaten, er det stilfærdige, sobre og samfundskritiske drama om USA’s moderne nomader langt fra en typisk Oscar-basker.
For det andet taler vi om en 39-årig kineser, der har etableret sig som den fremmeste moderne fortolker af den ærkeamerikanske westerntradition. Med sine tre spillefilm har Chloé Zhao indkapslet den amerikanske drøm om frihed hos mennesker på kanten af samfundet i det vestlige USA – skabt på baggrund af grundig research i de miljøer, hun skildrer, og hvor hun også finder de ikke-professionelle skuespillere, som hun lader sig inspirere til at bygge sin fortælling op omkring.
Rodeorytter med leading man-potentiale
Således tilbragte Chloé Zhao tre år med at lære beboerne i Pine Ridge-reservatet i South Dakota at kende, inden hun skabte sin debutfilm ‘Songs My Brother Taught Me’. Hun faldt for gymnasieeleven John Reddy på baggrund af hans billede i en skoleårbog og castede ham som teenageren Johnny, der drømmer om at flytte væk fra reservatet sammen med sin kæreste, men har det skidt med at efterlade sin lillesøster, Jashaun, hos deres alkoholiserede mor.
Hver morgen under optagelserne skrev Zhao dagens scener, hvor hun inkorporerede begivenheder fra skuespillernes liv. For eksempel er en scene, hvor Jashaun besøger det nedbrændte hus, hvor deres far er død, optaget ved skuespillerens virkelige hjem, som pludseligt brændte ned under optagelserne.
I reservatet mødte Zhao også den følsomme og fotogene unge rodeorytter og hestetræner Brady Jandreau, som hun så leading man-potentiale i. Først kunne hun ikke finde på en historie at give ham hovedrollen i. Men da han faldt af en hest og slog hovedet alvorligt, blev hun inspireret til at skrive en fiktionaliseret version af historien, hvor Brady må opgive at ride – og dermed sit økonomiske livsgrundlag, sin identitet og hele sit livsformål.
‘Nomadland’ groede ud af Zhaos interesse for tiny living-trenden, men faldt først på plads, da hun slog pjalterne sammen med Frances McDormand. Skuespilleren havde købt rettighederne til journalisten Jessica Bruders nonfiktionsbog ‘Nomadland’ om en gruppe ældre amerikanere, der aldrig er kommet sig over finanskrisen og i stedet for at gå på pension rejser rundt efter sæsonarbejde i en autocamper. McDormand havde set ‘The Rider’ på Toronto Film Festival og var overbevist om, at Chao var den rigtige til at fortælle historien.
Sammen udviklede de karakteren Fern, som flytter ind i sin bil og bliver del af nomadesamfundet, efter hun har mistet både sin mand, sit arbejde og hele sit lokalsamfund, da byens fabrik lukker ned. Hun indretter sin bil som et mobilt hjem og kører rundt mellem daglejerjobs hos blandt andet Amazon, en burgerbar og en campingplads i det vestlige USA.
I rollen som Fern spiller McDormand over for en række af bogens virkelige karakterer, hvis historier vi får fortalt gennem deres møder med Fern. Ligesom i ‘Songs My Brother Taught Me’ skrev Zhao undervejs i optagelserne supplerende scener inspireret af virkelige nomaders liv.
Husløs, ikke hjemløs
Zhaos metode giver filmene en rammende autenticitet og en indfølt empati med USA’s underklasse, uden at der går køkkenvaskrealisme i den. Tværtimod tager Chloé Zhao os med ud i vidderne og de åbne, storslåede landskaber, hvor hun sammen med sin faste fotograf og partner Joshua James Richards skaber tålmodig billedpoesi af højeste karat.
Den spektakulære natur giver en ro til både filmenes karakterer og tilskuerens filmoplevelse.
Zhao skildrer sine karakterers ikkematerialistiske liv og samhørighed med naturen med en nysgerrighed og længsel, der aldrig tipper over i romantisering. Ligesom ‘Songs My Brother Taught Me’ og ‘The Rider’ handler ‘Nomadland’ om identitet og om at høre hjemme, med en bagvedliggende strukturel kritik af USA’s manglende økonomiske sikkerhedsnet. Men karaktererne beder ikke om vores medlidenhed.
»Jeg er ikke hjemløs, jeg er bare husløs«, insisterer Fern over for en bekymret bekendt. Filmen skildrer nomadetilværelsens usikkerhed, hårde arbejde og ensomhed. Men også det nye fællesskab, der opstår i nomadesamfundet, og magien i Ferns tilfældige møder med mennesker på sin vej. Og først og fremmest den frihed, plads til at trække vejret og forbindelse med naturen, som Fern nyder.
Ligesom Brady i ‘The Rider’ føler sig som et indespærret dyr, når han ikke kan tage ud at ride og i stedet må tage et job i et supermarked, bliver Fern ramt af akut klaustrofobi, når velmenende venner og familie tilbyder hende husly.
Hvor Michael Jackson var
Chloé Zhao er selv lidt af en nomade. Hun er født i Beijing, men hendes forældre sendte hende på kostskole i England, da hun var 15 år og dårligt talte engelsk. Hun drømte om at komme længere vest på og flyttede først til Los Angeles og færdiggjorde gymnasiet, derefter Massachusetts for at studere politik på universitetet Mount Holyhoke og endelig til New York, hvor hun blev optaget på NYU’s filmskole. Når hun i de følgende år ikke filmede i South Dakota, opholdt hun sig i Denver, og i dag bor hun og Joshua James Richards i Ojai uden for Los Angeles.
Sin »besættelse af den gamle Vest« daterer hun tilbage til sin fascination af amerikansk popkultur som barn. »Jeg ville være, hvor Michael Jackson var«, har hun sagt i Vogue.
»Jeg dannede aldrig en stærk følelse af national eller kulturel identitet. Jeg har problemer med mit engelske og mit kinesiske. Det er en ret flydende form for identitet«, fortæller hun i Interview Magazine, hvor hun sammenkobler sin porøse identitetsfølelse med fascinationen af Vestens tilsyneladende endeløse muligheder.
»Det repræsenterer en chance for at genopdage, hvem du er. Du bliver taget ud af din komfortzone i Østen og bryder fri fra årtusinders historie og tradition. Og så er du nødt til at spørge dig selv, ‘Hvem er jeg’?«, siger Zhao, der forklarer sin beslutning om at skabe sin første film i Pine Ridge med et behov for at opdage sig selv som filmskaber et sted, hvor ingen kendte hende.
»Jeg følte mig lidt fortabt, da jeg var i New York i midten af 20’erne. Og jeg joker altid med, at når du føler dig fortabt, rejser du vestpå«, forklarer hun til sin mexicanske instruktørkollega Alfonso Cuarón i Interview Magazine.
»For mig betyder det at rejse ’vest på’ vest for New York. Det er en del af Amerika, som jeg ikke vidste noget om. I South Dakota er jorden uberørt. Det føles gammelt og statisk. Og mit liv har været så forbigående og hurtigt bevægende, at det føles så rart, når jeg er der. Som om tiden stopper«.
Sådan føles det også at se en film af Chloé Zhao. Og det skal blive spændende at se, i hvor høj grad hun holder fast i den sensibilitet i sin næste film, Marvel-superheltefilmen ‘Eternals’.
Om ikke andet giver storfilmen hende formentlig friheden til at udleve sin egen amerikanske drøm – og forhåbentlig skabe flere indsigtsfulde film om andres.
’Nomadland’ får premiere på Disney+ 30. april og i biograferne 6. maj.